Ensomheden ramte mig som en lussing for hvert et ansigt jeg ikke genkendte, da jeg gik ud i ankomsthallen. Det her er ikke let. Fortalte jeg mig selv igen og igen. For ikke at bryde sammen. Indenfor 20 min. stod jeg, helt frosset på Nørreport st. Og rystede af angst. Angsten for alle de ansigter, jeg ikke kender. Og jeg tog hånden op til min mund, og det lykkedes mig at ryge. Hvæs på hvæs indtil noget stærkere dræbte følelserne i mig. Og det var måske det, der skræmte mig mest. Ligegyldigheden.
For en uge i paradis kan godt gøre det lettere at leve i helvede, men det bliver aldrig let.
Jeg er hjemme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar