Æblekinder

Jeg er startet på Maria Hirses bog "Æblekinder" i dag. Har læst omkring 50 sider. Og det er enormt rørende. Jeg er ikke syg, men de tanker og følelser hun beskriver er så rammende. Jeg er ved at kaste op over denne her skitzofrene fornemmelse. Jeg er en overspiser, der sulter mig selv. Der findes ingen mellemvej for mig. Jeg spiser intet, eller for meget. Og jeg er jo stadig normalvægtig, i den høje ende endda. Jeg vil så gerne kunne tabe mig de sidste 10 kilo på en sund måde, men jeg kan ikke finde ud af det. Og min krop og min mad fylder 90 % af mit liv. Det er også derfor det fylder på min blog.
En af mine tætte veninder nævnte for mig, hvor meget jeg snakker om mad og kalorier og hvad jeg har spist. Og jeg ved godt, at det er rigtigt. Hver gang jeg snakker om det har jeg lyst til at slå mig selv i hovedet. Men jeg kan ikke stoppe mig selv.
Jeg spiste havregryn til morgenmad og har slået mig selv 1000 gange i hovedet over, at jeg gjorde det. Jeg ved, uden at slå op nogen steder, at der er 366 kcal i 100 gr. havregryn, 290 kcal i 100 gr. rosiner, 40 kcal pr. 100 ml minimælk, 400 kcal i 100 gr sukker og 52 kcal i 100 gr. æble. Jeg skulle have taget en kop kaffe i stedet. Og indtil videre i dag har jeg indtaget 21 vindruer. Jeg ved ikke, hvor meget det vejer, men jeg ved, at der er omkring 60 kcal i 100 gr. vindruer. Og jeg ved godt, at det er helt normalt, måske endda i underkanten, når man tænker på de obligatoriske 2000 man skal nå op på, men tankerne og tallene der farer rundt i mit hoved hvert eneste sekund stopper ikke.
Jeg vil ikke være anoretisk, jeg vil ikke have det på denne her måde. Men jeg vil være tynd, jeg vil tabe mig.
Det er for helvede da ikke særlig fedt og stå og tænke på, om der kalorier i tandpasta, og hvor meget man egentlig indtager af det. Og at der er 2 kcal i hvert eneste lille stimorol man kommer til at tygge. Og, at der vist nok er kcal i instant kaffe, men ikke i filter kaffe. Og igår, da jeg lavede aftensmad til hele min familie, hvor jeg lavede pizza til hele min familie, hvor jeg blev nødt til at lave et hjørne uden ost og chorizo-pølse fordi det ville være for meget. Og at jeg blev nødt til at cykle ned og træne bagefter, fordi jeg følte, at jeg havde spist for meget.

Jeg vil så meget i mit liv, så meget andet end bare at tænke på mad, som jeg har gjort hvert eneste sekund de næste 9 måneder. Da min kæreste gik fra mig, var der en del af mig, der blev glad, fordi nu var der et menneske mindre, til at holde øje med, hvad jeg spiste. Jeg kan ikke nyde, når nogen komplimenterer mig, fordi i mit forskruede hoved betyder det, at de hadede mig før jeg tabte mig.
Og jeg har bare lyst til at græde nu, fordi jeg spiste det forbandede havregryn, og mest fordi jeg ikke kan forklare de her følelser uden at tallene og maden fylder størstedelen.