Har lige set kanal 4's QTV, som idag handlede om anoreksi. Ved i hvad? Det fik mig til at savne den helt specielle træthed og rusen, når man næsten uden energi formår at løbe 5 km.
Jeg savner at ryste af sult, og hele tiden være på grænsen. Savner at have helt kolde hænder. Savner ikke at spise.
Og de piger får mig kun til at væmmes ved mig selv. Fordi jeg ikke ser sådan ud. Det er jo det, der er det syge. Selvom jeg ikke er syg. Ikke som dem. Hvis jeg var det, ville jeg jo ikke have den her kamp med mig selv. Hvor jeg overspiser hver dag, og her til aften vejede jeg 77,9. Søndag morgen vejede jeg 76,4. Jeg bilder mig selv ind, at jeg spiser, så jeg hurtigst muligt kan blive rask, og få lov til at træne igen, og så vil jeg træne og træne, og ikke spise. Og jeg vil komme ned og veje måske 65 kg. Mmmh 65 kg. smager sødt, smager bedre end noget mad kan gøre.
Og så kan jeg tænke på februar, hvor der stod 103 kg på vægten, og jeg troede alt ville være godt, hvis bare jeg kunne komme ned under de 90 kg.
Og jeg føler mig ikke tyndere nu, end da jeg vejede 98 kg. Jeg er ikke lykkeligere. Jeg kan godt se forskellen på billeder - men når det bare er mig og spejlet er det eneste jeg kan se, alt det fedt der skal væk.
Tror i, der er nogle, der kan finde ud af det der med mad og kropsbillede og selvværd og få alt til at hænge godt sammen? Jeg tvivler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar