Det er bare pjat, du er jo fjollet

Jeg ville ønske, at jeg magtede at skrive mere. Det gør mig jo så godt. Og få det ned på papir [okay så, på skærmen], såvel som at få det læst igennem, når jeg får de snæversynede briller af.
Så nu prøver jeg. Selvom jeg er ude af træning, og ikke helt ved, hvor jeg vil hen.

 

Men også uden et klart mål, kan man udvikle sig.

Jeg er angst, jeg er lykkelig, jeg er fuld, jeg er deprimeret, jeg er levende, jeg er angst.

Angst for at miste - og netop fordi; bliver holder jeg ekstra, ekstra godt fast - og bliver angst for, at min angst for at miste, får mig til at klemme livet - kærligheden - ud af det hele. Så luften går af ballonen, så at sige. Og sådan kører jeg i selvsving. Igen og igen.

Det værste er, når han er fuld.

Hvis han kommer hjem lige om lidt - og han ikke lige kysser mig indenfor 17 sekunder - så har han kysset med en anden. Så fortæller han mig, hvordan han elsker hende - og ikke mig, mere. Og jeg vil glædes over, at han har elsket mig. Men bagefter falde sammen, helt og absolut. Vi vil gå op og ned ad hinanden med klumper i maverne i måneder, før han endelig finder et nyt sted at bo.
Så vil jeg måske være et svagt minde for ham; den sindssyge kælling han engang så. Nej, jeg ved heller ikke, hvad han tænkte på.
Og jeg vil have noget at falde tilbage på. Men det vil mest være spiseforstyrrelse, selvskade og måske krydret med lidt promiskuitet. I det mindste vil jeg være tilbage i behandlingssystemet, hvor jeg for evigt vil befinde mig. Måske endda indlægge mig, i måneder. Bare for at få en lille pause, I ved.

Også når han kysser mig i 18. sekund, er jeg 3 år ude i en sørgelig fremtidsprofeti, om mit eget forfald - og han forstår ikke, at jeg virker lidt mærkelig..

Og sådan er der så meget, når man lever inde i sit eget hoved. Nogle gange bliver jeg bare sindssyg. Og lidt træt af, temmelig levende at blive forladt et par gange om dagen i mit eget sind. Og gentagende prøve at fortælle mig selv ; "det er bare pjat, du er fjollet".

Men så synger jeg med på Vågner i natten; "det bedste her i verden sker med dig, og kuuuuun dig"

- Og han siger; "Rimelig omklamrende type.. Altså jeg tror, jeg ville bakke ud med præstationsangst, hvis nogen havde det sådan med mig"

- Og jeg, kujonen, tør ikke at fortælle ham, at han er noget af det vigtigste. Også kører forestillingerne igen.

Det ER altså temmelig udmattende at være mig.