Angsten

Jeg tror ikke, at folk, der virkelig har oplevet angst, og virkelig har oplevet depression er i stand til at forstå, hvordan det føles. Sådan helt ind i knoglerne.

Da jeg var 16 fik jeg en depression udløst af belastningsreaktioner. Med andre ord; der skete for mange svære ting, og jeg kunne ikke håndtere dem. Jeg husker følelsen som ligegyldighed, overfor alt, men især overfor mig selv og min fremtid. Jeg var ikke i stand til at se frem, fordi jeg var overbevist om, at der aldrig ville være noget, der var godt igen. Derfor blev jeg selvdestruktiv - alt var jo ligemeget, så hvorfor skulle jeg overhovedet prøve at skabe en fremtid for mig selv?
Jeg husker angsten ved det vendepunkt, der hedder, at jeg solgte min krop for penge. Husker jeg stod udenfor i opgangen, og ikke kunne trække vejret, og prøvede at ræssonere med mig selv om, hvorfor. Idag ved jeg hvorfor det var så svært at trække vejret, det var det punkt i depressionen, at jeg virkelig ikke kunne se, at mit liv skulle blive bedre, og at jeg nogensinde ville føle gode ting igen.

Et par år efter kom angsten igen. Jeg ved ikke, om den havde forladt mig, men den forblev ihvertfald stærkere. Jeg havde en følelse af at blive kvalt, af at mit hjerte altid slog for fuld kraft, og jeg kunne ikke finde ro nogen steder. Det var en forfærdelig følelse, fordi den forfulgte mig, og gjorde det svært for mig at koncentrere mig, at lade som om jeg var glad og forårsagede den søvnløshed. Denne gang prøvede jeg noget nyt, istedet for den tydelig selvdestruktion i form af prostitution og selvskade. Jeg gik på kur. Kuren gav mig ro, gjorde mig fokuseret, målrettet, gav mig noget at være glad for og jeg kunne altid sove, fordi min krop var udmattet. Min spiseforstyrrelse fjernede min depression og min angst.

Men så enkelt er det selvfølgelig ikke. Fordi spiseforstyrrelsen var en et-lags forbinding på et blødende sår. Efter en kort periode kom angsten igen - bare med tifoldig styrke. For nu drejede angsten sig om mad, krop, motion og vægttab. Spiste jeg nu efter den plan jeg havde lavet, tabte jeg mig ifølge den kurve jeg havde tegnet, hvordan sad de bukser jeg ikke kunne passe for en måned siden, hvorfor kunne jeg ikke løbe længere. Spiseforstyrrelsen forledte mig ind i en spiral af "ikke-god-nok"-følelser. Til sidst blev det så slemt, at jeg ikke kunne koncentrere mig, jeg kunne ikke lade som om, at jeg var glad og jeg kunne ikke længere sove. Jeg havde følelesen af at blive kvalt i ikke at være god nok, og at mit hjerte altid hamrede for fuld kraft. Og jeg var tilbage, der hvor jeg startede. Min kur mod angst virkede ikke længere.

Det, der var virkelig svært var, at da jeg begyndte at arbejde mod spiseforstyrrelsen, og al den angst der lå i de dogmer jeg havde bygget op for mit liv, hvilket var virkelig hårdt, føltes det ikke bedre. For den gamle angst, den der lå bag spiseforstyrrelsen var stadig tilbage. Den skulle jeg stadig arbejde med. Og den arbejder jeg stadig med. For det er stadig svært ikke at gøre noget, som jeg ved virker. Jeg ved, at hvis jeg nu lige spiser lidt mindre, så finder jeg lidt ro. Men jeg ved også, at den ro ikke er varig. At vejen frem ikke er den midlertidige løsning. Vejen frem er det lange seje træk, der handler om at jeg er god nok, og ingen må få mig til at føle mindre end det.

Det tror jeg ikke, at mennesker uden angst kan forstå - at spiseforstyrrelse kan virke som en ganske fornuftig løsning på angst. Jeg tror ikke de forstår, fordi logikken bag, at det ikke er en løsning er nem at forstå. Problemet er bare ikke logik, problemet er at angsten og depressionen er så forfærdelige følelser, at alt andet kan føles bedre.