"Må jeg lige tjekke min mail?"
-"Jaja, selvfølgelig"
"Hvad er det her for en mail?"
[hiver computeren til mig, mens jeg hvæser;]
-"Det er min HEMMELIGE mail!!"
"Hvad bruger du den til? Dine datingprofiler?
-"Nope. HEMMELIGE ting"
"Hvorfor siger du det ikke bare?"
-"Fordi du bliver nysgerrig og stiller flere spørgsmål"
"Jeg bliver ved indtil jeg får et svar..."
"Well, jeg har en anonym blog"..
Også fik han også historien om, hvordan min søster havde latterliggjort mig på internettet, afsløret hemmeligheder og fortalt min far om stedet hvor han kunne læse alt det mest intime om mig.. Og at jeg oprettede en ny, anonym mail - kun til blog ting -, og at denne gang fortalte jeg ingen om at jeg skrev - men det gjorde jeg altså. Og jeg elsker at skrive, elsker at udgive, at blive læst, måske mødt - forstået - og hvordan jeg ville hade hvis han læste noget, fordi det er så privat, at jeg ikke engang putter mit eget navn på det. Og han lovede. Han lovede.
Og baby - hvis du alligevel er mere nysgerrig, end du siger, så fortæl mig, hvis du læser med. Alt kan fordrejes på skrift, misforståes, fortolkes - og hvis du ikke kan lade være må du gerne, men vil gerne vide om du læser i min dagbog.
lørdag den 13. juli 2013
torsdag den 27. juni 2013
Om tid der forsvinder, løbende tanker og søvn
På en eller anden måde lykkedes det juni at løbe som sand mellem mine fingre og forsvinde helt uden overhovedet at hav spurgt om lov.
Og indtil videre
har jeg faktisk ikke noget imod tid, der koldt, konstant, kontant forlader mig altid
Og jeg tror måske
at det slet ikke er en dårlig ting. Bare at leve med livet - tage med det, hvor det vil hen, hver dag. Uden neuroser af nogen særlig art. Det har faktisk næsten været rart.
Bortset fra at jeg hver dag bygger flere og flere af de skøre tanker og jeg kan mærke dem om aftenen, når jeg prøver at sove. De løber forvirrede rundt, uden nogen steder at sætte sig fast, slå sig til ro - og hver nat bliver de flere og holder mig vågen i længere tid.
Så her er jeg - tilbage - for at prøve at skrive dem ud, så jeg forhåbentlig kan få sovet. Og kl. er 12 og jeg er allerede træt - måske jeg allerede kan nu?
ved nogen overhovedet hvad jeg snakker om?
Og indtil videre
har jeg faktisk ikke noget imod tid, der koldt, konstant, kontant forlader mig altid
Og jeg tror måske
at det slet ikke er en dårlig ting. Bare at leve med livet - tage med det, hvor det vil hen, hver dag. Uden neuroser af nogen særlig art. Det har faktisk næsten været rart.
Bortset fra at jeg hver dag bygger flere og flere af de skøre tanker og jeg kan mærke dem om aftenen, når jeg prøver at sove. De løber forvirrede rundt, uden nogen steder at sætte sig fast, slå sig til ro - og hver nat bliver de flere og holder mig vågen i længere tid.
Så her er jeg - tilbage - for at prøve at skrive dem ud, så jeg forhåbentlig kan få sovet. Og kl. er 12 og jeg er allerede træt - måske jeg allerede kan nu?
ved nogen overhovedet hvad jeg snakker om?
onsdag den 29. maj 2013
Denne onsdag sidst i maj
Hvor regnen sænker mørket
drukner solen
og klicheer af følelser
får følelser fremstillet
endnu mere
fantastisk fantasiløst
fordi jeg måske bare har glemt
alle de ord
der egentlig siger
bedre end jeg selv
hvordan verden er smeltet sammen af dage og timer og jeg altid er ligegyldig og misunder de mennesker der aldrig har tænkt på døden, fordi døden er en så mystisk elsker at krybe ind til hver gang det regner.
Hvor regnen sænker mørket
drukner solen
og klicheer af følelser
får følelser fremstillet
endnu mere
fantastisk fantasiløst
fordi jeg måske bare har glemt
alle de ord
der egentlig siger
bedre end jeg selv
hvordan verden er smeltet sammen af dage og timer og jeg altid er ligegyldig og misunder de mennesker der aldrig har tænkt på døden, fordi døden er en så mystisk elsker at krybe ind til hver gang det regner.
tirsdag den 28. maj 2013
Hun tænker ikke
I evigheder - altså, næsten et år - har min ekskæreste og min ekskærestes nye kæreste været blokeret fra mit liv. Herligt, herligt, herligt - altså i teorien. For det har ikke forhindret mig i inderligt at hade hende, ham, dem, situationen, verden - og mig selv. Og det værste har været ikke at kunne finde ud af HVORFOR det har betydet så meget i mit liv. Han var ikke noget særligt, det var et dårligt forhold, vi passede ikke sammen og ikke mindst - jeg er på mange punkter lykkeligere end nogensinde før i mit liv.
Så hvorfor?
Ydmygelsen - stor faktor, i lang tid. Men alligevel ikke helt det.
Perfektion - Hun er bedre, end jeg er. Til livet og alt. Og det er en direkte løgn, jeg er stærkere i vores fælles fag bare f.eks.
Ingen kan elske mig - Løgn igen. Jeg ved, min kæreste elsker mig. Og jeg elsker ham, højt.
Det har været disse ting, men de er ikke gældende længere. Jeg blev ydmyget, men har også vist, at jeg er mere værd end det. Hun er ikke mig, og jeg er ikke hende - men det betyder ikke at nogen af os er forkerte.
Jeg bryder mig ikke om ham, hende eller dem fordi de på trods af at skulle være socialrådgivere ikke viste at de tænkte på hvilken effekt de ville have på mig. Måske er det egoistisk - men det lave selvværd gør, at når jeg bliver behandlet på den måde bliver det endnu lavere. Nærmest ikke-eksisterende.
Og det var idag, da jeg stalkede hendes instagram, at det gik op for mig - at hun bare er sådan. Ikke så tænkende, og det løftede en eller anden sten fra min skulder fordi det intet med min betydning har at gøre, at hun ikke tænker...
Så hvorfor?
Ydmygelsen - stor faktor, i lang tid. Men alligevel ikke helt det.
Perfektion - Hun er bedre, end jeg er. Til livet og alt. Og det er en direkte løgn, jeg er stærkere i vores fælles fag bare f.eks.
Ingen kan elske mig - Løgn igen. Jeg ved, min kæreste elsker mig. Og jeg elsker ham, højt.
Det har været disse ting, men de er ikke gældende længere. Jeg blev ydmyget, men har også vist, at jeg er mere værd end det. Hun er ikke mig, og jeg er ikke hende - men det betyder ikke at nogen af os er forkerte.
Jeg bryder mig ikke om ham, hende eller dem fordi de på trods af at skulle være socialrådgivere ikke viste at de tænkte på hvilken effekt de ville have på mig. Måske er det egoistisk - men det lave selvværd gør, at når jeg bliver behandlet på den måde bliver det endnu lavere. Nærmest ikke-eksisterende.
Og det var idag, da jeg stalkede hendes instagram, at det gik op for mig - at hun bare er sådan. Ikke så tænkende, og det løftede en eller anden sten fra min skulder fordi det intet med min betydning har at gøre, at hun ikke tænker...
lørdag den 25. maj 2013
Selvdestruktiv, ynkelig eller aflivelsesværdig - vælg selv!!!
Når jeg har det som jeg har det i dag er min absolut yndlings ting at kigge på billeder af mig selv fra da jeg var overvægtig og tænkte på hvor meget jeg hader mig selv, hvor meget alle må have løjet overfor mig, når de har sagt noget som helst positiv om mig og at ingen umuligt kan elske det her:
Og jeg ved da godt, at det er ynkeligt - jeg fortæller det da heller aldrig til nogen jeg kender i virkeligheden. Det er bare det nemmeste, når man lige pludselig får lyst til at dø også at hade sig selv ekstra meget. Ja, det er mine smukkeste sider der er fremme på denne smukke lørdag. Undskyld, undskyld, undskyld.
fredag den 24. maj 2013
This too shall pass
Helt okay. Måske, skulle jeg nok skrive. Jeg er tilbage, tilbage i bunker af sult og piller, opkast og selvhad. Og har afsluttet mit gruppeforløb i dag. De sidste to uger har været sådan her.
Jeg er træt. Træt af denne her kamp, der synes så uendelig uovervindelig.
Hvad er det man siger? Sindssyge er ikke at lave en fejl - sindssyge er at lave de samme fejl igen og igen og forvente et nyt resultat. Så guess what - på trods af en uge med et dagligt måltid, adskillige opkastninger, adskillige afførringspiller - jeg havde taget et kg på (eller 800 gr., men det er så tæt på 1 kg).
I går skulle jeg udfylde en seddel med personlige oplysninger til tandlægen, måtte genaflevere 3 gange fordi jeg havde glemt at skrive ting. Glemt et tal i mit postnummer, glemt at skrive hvilken sal jeg bor på, glemt at skrive mit efternavn?!?!?! Rystede af kulde, og tænkte kun på aftensmad, da jeg sad der kl. 16, og det var ved at nærme sig, min 22. time uden mad - og jeg kan ikke finde ud af at udfylde et skema om basale oplysninger. Det var jo ikke ligefrem atomfysik jeg skulle beskrive. For helvede, hvor jeg hader det her.
Og det er det jeg må klamre mig fast til, ikke? At jeg inderligt hader denne sygdom, der erobrer mit sind, mine handlinger, min krop.
Lige netop dét - det er en sygdom. Jeg har ikke valgt den, den tilbød sig i mit liv som en løsning, den eneste løsning - og den gav mig lykke - jeg havde bare ikke læst det med småt.
De veje jeg stod overfor i januar 2011 var kun ulykkelig, jeg valgte det, jeg troede var det bedste alternativ - derfor må jeg ikke hade mig selv.
Jeg kender min krop, mit sind og min sygdom - og dette helvede er jeg sikker på vil slutte.
Jeg skal til diætist på tirsdag med min kæreste og senere i måneden alene. Lige nu har jeg ikke kræfter til at bekæmpe kræfterne i mig - men må fokusere på at skrive min eksamensopgave.
Alors, au revoirs
Jeg er træt. Træt af denne her kamp, der synes så uendelig uovervindelig.
Hvad er det man siger? Sindssyge er ikke at lave en fejl - sindssyge er at lave de samme fejl igen og igen og forvente et nyt resultat. Så guess what - på trods af en uge med et dagligt måltid, adskillige opkastninger, adskillige afførringspiller - jeg havde taget et kg på (eller 800 gr., men det er så tæt på 1 kg).
I går skulle jeg udfylde en seddel med personlige oplysninger til tandlægen, måtte genaflevere 3 gange fordi jeg havde glemt at skrive ting. Glemt et tal i mit postnummer, glemt at skrive hvilken sal jeg bor på, glemt at skrive mit efternavn?!?!?! Rystede af kulde, og tænkte kun på aftensmad, da jeg sad der kl. 16, og det var ved at nærme sig, min 22. time uden mad - og jeg kan ikke finde ud af at udfylde et skema om basale oplysninger. Det var jo ikke ligefrem atomfysik jeg skulle beskrive. For helvede, hvor jeg hader det her.
Og det er det jeg må klamre mig fast til, ikke? At jeg inderligt hader denne sygdom, der erobrer mit sind, mine handlinger, min krop.
Lige netop dét - det er en sygdom. Jeg har ikke valgt den, den tilbød sig i mit liv som en løsning, den eneste løsning - og den gav mig lykke - jeg havde bare ikke læst det med småt.
De veje jeg stod overfor i januar 2011 var kun ulykkelig, jeg valgte det, jeg troede var det bedste alternativ - derfor må jeg ikke hade mig selv.
Jeg kender min krop, mit sind og min sygdom - og dette helvede er jeg sikker på vil slutte.
Jeg skal til diætist på tirsdag med min kæreste og senere i måneden alene. Lige nu har jeg ikke kræfter til at bekæmpe kræfterne i mig - men må fokusere på at skrive min eksamensopgave.
Alors, au revoirs
Abonner på:
Opslag (Atom)