If you lived here you'd be home by now

Vi er ved at nærme os slutningen på noget. Forhåbentlig er det vinteren. Og med det her forår kommer noget helt, helt specielt; en lejlighed, et hjem, en rede, et asyl, en base, noget at trække sig tilbage til.

Februar har betydet, at det nu er 5 måneder siden jeg sidst havde et hjem. [Jo, en lejlighed har jeg haft - men et hjem er mere, end det. ]

Jeg savner at bestemme, hvornår jeg vil se andre mennesker. Jeg savner at alt er, hvor jeg ligger. Jeg savner kun at rydde op efter mig (og måske manden, hvis jeg er flink).
 Jeg savner mine ting. Jeg savner mit tøj. Jeg savner mine tekster. Jeg savner at have et hjem. Ikke at bo midlertidigt, være en belastning, være noget nogen skal bære over med.

Og ja, mange har det værre, end mig. Sådan er det altid.
Det essentielle er, at jeg har boet på denne her måde i alt for mange måneder, jeg kan ikke rumme det mere.

Og det skal jeg heldigvis heller ikke. Kun til d. 1. april. Hvor jeg har min helt egen 2-værelses lejlighed. Eller. Helt og helt - ham min mand skal flytte med. Og når vi i 1 år har boet på 30 kvm, og de sidste 5 mdr på 15 kvm så tror - faktisk ved jeg - at det skal nok gå.

Kom glad marts - og flyv gerne også hurtigt forbi

Sulten på livet

Jeg har mange ambitioner. Jeg har mange høje ambitioner.
Mål jeg vil nå, viden at lære, verden at se.
Jeg vil flyve højt, du ved, og så risikere at falde dybt. Fordi jeg tør.
Jeg tør at fejle, jeg tør at lykkedes; men kun fordi jeg vil lære.
Jeg vil tage det til mig, og helst det hele.

Nogle gange vil jeg for meget. Glemmer min menneskelighed. De basale behov. Søvn, mad, pauser. Og det er noget jeg elsker; at være så opslugt af livet, at det trivielle falder helt i baggrunden. Men jeg må arbejde for ikke at glemme, at det basale er min grundlag. Og uden mad og drikke dur helten ikke. 

Hvis jeg ikke passer på mig selv, er det umuligt at nå mine mål. 

But how can it be a mistake when I don't have to wash my hands after I touch her

Jeg har lige slettet et langt og kedeligt indlæg om at være alene. Fordi det ikke var mig, og ikke var velskrevet. Det var bare en idé.
I min hverdag er romantik, når min mand husker at jeg er rummet, når han spiller playstation. Sidste år fik blomster d. 15. februar, fordi han "ikke havde brug for valentinsdag for at giv mig blomster".
Og det gør egentlig heller ikke noget. Men ham her, Neil Hilborn er så romantisk og så lyrisk, at mine små dun på armene rejser sig. Skyld dig selv at brug de næsten 3 minutter på at se det her:

I'm the hero of the story - I don't need to be saved

Kan godt klare i dag.
Kan godt klare i dag.
Kan godt klare i dag.
Jeg skal til undervisning.

Kan godt klare i dag.

Årsopgørelse 2013

Det kedelige
Kærester: 1
Rygestop: 0
Jobs: 2
Praktik: 1
Uddannelser: 1
Lejlighed: Kaos
Rejser: Rom, Normandiet og Paris
Nye venner: 0
Mistede venner: 1
Psykiatriske forløb: Stolpegården
Indlæggelser: 0
Gange på psykiatrisk skadestue m. andre: 2
Vægt tabt/ taget på: Forholdsvist stabilt

Jeg havde aldrig klaret det uden
1) Kaffe
2) Humor
3) Røde L.A.
4) Tandtråd

Mest brugte sætninger i 2013
1) jeg er så træt!
2) jeg elsker dig!
3) på beløbet!

Undervurderede ting
1) Venskab
2) Vatpinde
3) I can't believe it's not fløde-fløde

2013 har været helt specielt. Det startede turbulent med at følge min veninde på den lukkede samt at mig og min mands forhold var i fare pga. min fortid. Jeg confessede alt for ham, også tog vi til Rom, på mit livs mest romantiske rejse.
Så kom der ro på. Helt og i flere måneder. Godt nok mange år siden. Var glad, havde en hverdag og passede min behandling.
Sommeren var lige så fantastisk. Indtil min boligsituation spidsede til. I takt med, at mig og mandens forhold bliver bedre og bedre - blev det sværere.
Så startede min praktik, der varede året ud. Jeg blev fysisk og psykisk sat på prøve, og jeg har lært mine grænser og mig selv rigtig godt at kende. Arbejdsuger, der på et minimum var 41 timer og maksimum 55. Plus minimum 10 timer i tog om ugen. Jeg har haft travlt, har skulle prioritere, og har ikke kunnet være og give det samme som jeg plejer til dem jeg elsker. Manden forstod, og nød det jeg havde. Mens jeg mistede nogle på det. Det var hårdt, men måske nødvendigt for nu?

2013 har været et langt mere stabilt år, end hvad mit liv ellers har været. Det har stået i selvudviklingens tegn, og givet mig noget selvtillid samt troen på, at jeg kan have det liv, jeg altid har drømt om.

 

Ting, der gør mig glad

- At stå op
- Et smil fra en fremmed
- Lange gåture alene
- Dronning Louises Bro
- At skrive
- Blomster
- Kaffe m. en cigaret
- Uldne sokker lune fra radiatoren
- Thaimad
- Pæne ting
- Ny vasket hår
- Te i sengen
- Lange kram
- Matchende undertøj (SKER ALDRIG)
- At give en gave
- Friskpresset appelsinjuice om morgenen
- Børn, der griner
- Forår og têtê á têtê
- 50'er kjoler
- Min grønne sofa
- Min mand

Beslutninger, valg, fremtid... Jeg går i seng, godnat.

I forbindelse med vejen til mit drømmestudie har jeg undersøgt forskellige frivillige jobs. Specielt i LMS, landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser, selvsagt; det er en sag, der er hjertet nær.

Jeg er blevet tilbudt at blive foredragsholder. Fortælle min historie, vidt som bredt. Op og nedture. Hvordan jeg blev syg, hvordan det var at være syg - og vejen til at have et psykisk godt helbred. Eller ihvertfald at prøve at vedligeholde positive tanker og raske beslutninger.

Og det vil jeg. Rigtig gerne. Jeg vil udbrede og aftabuisere. Jeg vil sprede og fortælle. For andre og mig selv.

Jeg vil udvikles igennem min fortælling, men jeg vil ikke udlevere. Og jeg er ikke nogen ø. Andre har haft indflydelse. Men jeg tror stadig på, at de har gjort, hvad de mente var de bedste, udfra de ressourcer de havde. Jeg har intet behov for at anklage eller skyde skylden på. Men når nogen har dårlig samvittighed kan de tolke det mindste ord som en pegefinger.

Også er der det der med billedet. I avisen. De reklamerer, og gør det med rigtige mennesker. Så måske kan man pludselig se mig i metroxpress med et billede: Foredrag om bulimi ved personlig fortæller Ditte.

Selvfølgelig vælger jeg selv fra og til hvilke dele af min historie jeg vil fortælle. F.eks. prostitutionen er nok ikke noget der kommer med i hverken mit første eller andet foredrag. Men bare det, at mit navn og billede kommer med på en label der hedder bulimi er svær. Det meste af min familie ved jo ikke engang, hvad der er foregået.

Så nu er det meningen, at du tager stilling!

+'er
- noget til cv'et
- hjælper på kvote 2 ansøgning
- jeg får lov til at fortælle
- jeg kan hjælpe nogen
- personlig udvikling

-'er
- nogen kan føle sig udleveret
- jeg skal stå ved det i meget offentligt rum med billede og navn


Hvad gør jeg?

....

Godnat