Denne onsdag sidst i maj
Hvor regnen sænker mørket
drukner solen
og klicheer af følelser
får følelser fremstillet
endnu mere
fantastisk fantasiløst
fordi jeg måske bare har glemt
alle de ord
der egentlig siger
bedre end jeg selv
hvordan verden er smeltet sammen af dage og timer og jeg altid er ligegyldig og misunder de mennesker der aldrig har tænkt på døden, fordi døden er en så mystisk elsker at krybe ind til hver gang det regner.
onsdag den 29. maj 2013
tirsdag den 28. maj 2013
Hun tænker ikke
I evigheder - altså, næsten et år - har min ekskæreste og min ekskærestes nye kæreste været blokeret fra mit liv. Herligt, herligt, herligt - altså i teorien. For det har ikke forhindret mig i inderligt at hade hende, ham, dem, situationen, verden - og mig selv. Og det værste har været ikke at kunne finde ud af HVORFOR det har betydet så meget i mit liv. Han var ikke noget særligt, det var et dårligt forhold, vi passede ikke sammen og ikke mindst - jeg er på mange punkter lykkeligere end nogensinde før i mit liv.
Så hvorfor?
Ydmygelsen - stor faktor, i lang tid. Men alligevel ikke helt det.
Perfektion - Hun er bedre, end jeg er. Til livet og alt. Og det er en direkte løgn, jeg er stærkere i vores fælles fag bare f.eks.
Ingen kan elske mig - Løgn igen. Jeg ved, min kæreste elsker mig. Og jeg elsker ham, højt.
Det har været disse ting, men de er ikke gældende længere. Jeg blev ydmyget, men har også vist, at jeg er mere værd end det. Hun er ikke mig, og jeg er ikke hende - men det betyder ikke at nogen af os er forkerte.
Jeg bryder mig ikke om ham, hende eller dem fordi de på trods af at skulle være socialrådgivere ikke viste at de tænkte på hvilken effekt de ville have på mig. Måske er det egoistisk - men det lave selvværd gør, at når jeg bliver behandlet på den måde bliver det endnu lavere. Nærmest ikke-eksisterende.
Og det var idag, da jeg stalkede hendes instagram, at det gik op for mig - at hun bare er sådan. Ikke så tænkende, og det løftede en eller anden sten fra min skulder fordi det intet med min betydning har at gøre, at hun ikke tænker...
Så hvorfor?
Ydmygelsen - stor faktor, i lang tid. Men alligevel ikke helt det.
Perfektion - Hun er bedre, end jeg er. Til livet og alt. Og det er en direkte løgn, jeg er stærkere i vores fælles fag bare f.eks.
Ingen kan elske mig - Løgn igen. Jeg ved, min kæreste elsker mig. Og jeg elsker ham, højt.
Det har været disse ting, men de er ikke gældende længere. Jeg blev ydmyget, men har også vist, at jeg er mere værd end det. Hun er ikke mig, og jeg er ikke hende - men det betyder ikke at nogen af os er forkerte.
Jeg bryder mig ikke om ham, hende eller dem fordi de på trods af at skulle være socialrådgivere ikke viste at de tænkte på hvilken effekt de ville have på mig. Måske er det egoistisk - men det lave selvværd gør, at når jeg bliver behandlet på den måde bliver det endnu lavere. Nærmest ikke-eksisterende.
Og det var idag, da jeg stalkede hendes instagram, at det gik op for mig - at hun bare er sådan. Ikke så tænkende, og det løftede en eller anden sten fra min skulder fordi det intet med min betydning har at gøre, at hun ikke tænker...
lørdag den 25. maj 2013
Selvdestruktiv, ynkelig eller aflivelsesværdig - vælg selv!!!
Når jeg har det som jeg har det i dag er min absolut yndlings ting at kigge på billeder af mig selv fra da jeg var overvægtig og tænkte på hvor meget jeg hader mig selv, hvor meget alle må have løjet overfor mig, når de har sagt noget som helst positiv om mig og at ingen umuligt kan elske det her:
Og jeg ved da godt, at det er ynkeligt - jeg fortæller det da heller aldrig til nogen jeg kender i virkeligheden. Det er bare det nemmeste, når man lige pludselig får lyst til at dø også at hade sig selv ekstra meget. Ja, det er mine smukkeste sider der er fremme på denne smukke lørdag. Undskyld, undskyld, undskyld.
fredag den 24. maj 2013
This too shall pass
Helt okay. Måske, skulle jeg nok skrive. Jeg er tilbage, tilbage i bunker af sult og piller, opkast og selvhad. Og har afsluttet mit gruppeforløb i dag. De sidste to uger har været sådan her.
Jeg er træt. Træt af denne her kamp, der synes så uendelig uovervindelig.
Hvad er det man siger? Sindssyge er ikke at lave en fejl - sindssyge er at lave de samme fejl igen og igen og forvente et nyt resultat. Så guess what - på trods af en uge med et dagligt måltid, adskillige opkastninger, adskillige afførringspiller - jeg havde taget et kg på (eller 800 gr., men det er så tæt på 1 kg).
I går skulle jeg udfylde en seddel med personlige oplysninger til tandlægen, måtte genaflevere 3 gange fordi jeg havde glemt at skrive ting. Glemt et tal i mit postnummer, glemt at skrive hvilken sal jeg bor på, glemt at skrive mit efternavn?!?!?! Rystede af kulde, og tænkte kun på aftensmad, da jeg sad der kl. 16, og det var ved at nærme sig, min 22. time uden mad - og jeg kan ikke finde ud af at udfylde et skema om basale oplysninger. Det var jo ikke ligefrem atomfysik jeg skulle beskrive. For helvede, hvor jeg hader det her.
Og det er det jeg må klamre mig fast til, ikke? At jeg inderligt hader denne sygdom, der erobrer mit sind, mine handlinger, min krop.
Lige netop dét - det er en sygdom. Jeg har ikke valgt den, den tilbød sig i mit liv som en løsning, den eneste løsning - og den gav mig lykke - jeg havde bare ikke læst det med småt.
De veje jeg stod overfor i januar 2011 var kun ulykkelig, jeg valgte det, jeg troede var det bedste alternativ - derfor må jeg ikke hade mig selv.
Jeg kender min krop, mit sind og min sygdom - og dette helvede er jeg sikker på vil slutte.
Jeg skal til diætist på tirsdag med min kæreste og senere i måneden alene. Lige nu har jeg ikke kræfter til at bekæmpe kræfterne i mig - men må fokusere på at skrive min eksamensopgave.
Alors, au revoirs
Jeg er træt. Træt af denne her kamp, der synes så uendelig uovervindelig.
Hvad er det man siger? Sindssyge er ikke at lave en fejl - sindssyge er at lave de samme fejl igen og igen og forvente et nyt resultat. Så guess what - på trods af en uge med et dagligt måltid, adskillige opkastninger, adskillige afførringspiller - jeg havde taget et kg på (eller 800 gr., men det er så tæt på 1 kg).
I går skulle jeg udfylde en seddel med personlige oplysninger til tandlægen, måtte genaflevere 3 gange fordi jeg havde glemt at skrive ting. Glemt et tal i mit postnummer, glemt at skrive hvilken sal jeg bor på, glemt at skrive mit efternavn?!?!?! Rystede af kulde, og tænkte kun på aftensmad, da jeg sad der kl. 16, og det var ved at nærme sig, min 22. time uden mad - og jeg kan ikke finde ud af at udfylde et skema om basale oplysninger. Det var jo ikke ligefrem atomfysik jeg skulle beskrive. For helvede, hvor jeg hader det her.
Og det er det jeg må klamre mig fast til, ikke? At jeg inderligt hader denne sygdom, der erobrer mit sind, mine handlinger, min krop.
Lige netop dét - det er en sygdom. Jeg har ikke valgt den, den tilbød sig i mit liv som en løsning, den eneste løsning - og den gav mig lykke - jeg havde bare ikke læst det med småt.
De veje jeg stod overfor i januar 2011 var kun ulykkelig, jeg valgte det, jeg troede var det bedste alternativ - derfor må jeg ikke hade mig selv.
Jeg kender min krop, mit sind og min sygdom - og dette helvede er jeg sikker på vil slutte.
Jeg skal til diætist på tirsdag med min kæreste og senere i måneden alene. Lige nu har jeg ikke kræfter til at bekæmpe kræfterne i mig - men må fokusere på at skrive min eksamensopgave.
Alors, au revoirs
onsdag den 22. maj 2013
onsdag den 24. april 2013
Overvejelsesforløb: Livshistorie
Jeg har lavet alle overspringshandlinger, der var mulige. Ryddet op, vasket op, rengøring, tøjvask and so on... Alligevel går tiden ikke rigtig nogen steder og det her skal skrives.
I slut oktober '12 var det 2. gang i mit overvejelsesforløb. Det store emne: Livshistorie, røg på bordet. "Gamle" læsere kender vel de overordnede træk. Overskrifter som; Søsters psykiske sygdom, hærværk for 2 mil, mors sammenbrud, sclerose, farlig relation til borderline-søster, voldtægt, prostitution, tvangsfjernelse, selvmordsforsøg, slankekur - var det, det handlede om.
Her skulle man dog også lave en parallel linje, der hed spiseforstyrrelsens historie, hvilket var fint til ligesom at binde de kolde hårde facts om mit liv sammen med copingmekanismen; slankekur.
Det var også her det gik op for mig, at der gik 4 uger fra anklagerne mod Ole, retssagen, dommen og alt det - til min mest seriøse slankekur startede.
Måske lyder det mærkeligt, men jeg har aldrig tænkt på det. Jeg troede egentlig bare, at jeg lidt havde fået nok af at være overvægtig, og bare havde en svaghed for at lade en kur styre mig.
Men smerten ved at føle sig ødelagt, beskidt, værdiløs, ikke bare et formindsket selvværd, men et, der slet ikke fandtes, var uoverkommelig i 2 år. Og manden, der har været medvirkende får en latterlig straf. Og det er min skyld - fede dumme, grimme, ulækre, frastødende Ditte.
Jeg får tårer i øjnene og en klump i halsen, når jeg tænker på det. Skyldfølelsen og selvbebrejdelserne sidder lige under huden.
Det var, er og har været grænseoverskridende at sidde overfor mennesker man lige har mødt. Det var pissehårdt, var vildt deprimeret i to uger efter, hvor der blev samlet op på det fra Stolpegårdens side. Man kan ikke rode i psyken på den måde. Stikke en nål i øjet, rode lidt rundt og håbe på alt bliver godt. Det ved de godt, og jeg fik min samtale, hvor jeg puttede Ole og Michael ned i de kasser de hører hjemme.
De gør mig ondt. De gør mig ondt, at jeg ved, de findes. Og det er okay, men det er ikke min skyld. når man holder nogen under vand, drukner de. Jeg blev holdt under vand af en depression og belastningsreaktioner. Jeg stod ikke op en dag og tænkte, at nu vil jeg gøre mig selv så ulykkelig, at jeg har lyst til at dø. Jeg kæmpede. Måske ikke for at være glad, måske ikke engang for at leve, men nok egentlig mere for at få det, som jeg troede, jeg fortjente.
Jeg har nok bevæget mig lidt væk fra sagens kerne i dette indlæg, men jeg mener, at det var kernen for mig. Måske lærte jeg en essens omkring SF - du valgte ikke sygdommen, det var din måde at overleve på. Den overbeviste dig om, at den ville gøre dit liv bedre, tyndere, rigere, lykkeligere. I stedet destruerede den alle gnister, der kunne have været flammer af lykke. Og det er okay, at du troede på dens løgne, du havde ikke andet valg. Og det er okay, at du nogen gange stadig tror. Men du har også mærket din krop blive svagere, din hukommelse svigte, venner forsvinde, lykke forsvinde.. Og jeg kan ikke blive ved med at tro på den, når den siger, at det er fordi jeg bare lige mangler de 10 kg.
I slut oktober '12 var det 2. gang i mit overvejelsesforløb. Det store emne: Livshistorie, røg på bordet. "Gamle" læsere kender vel de overordnede træk. Overskrifter som; Søsters psykiske sygdom, hærværk for 2 mil, mors sammenbrud, sclerose, farlig relation til borderline-søster, voldtægt, prostitution, tvangsfjernelse, selvmordsforsøg, slankekur - var det, det handlede om.
Her skulle man dog også lave en parallel linje, der hed spiseforstyrrelsens historie, hvilket var fint til ligesom at binde de kolde hårde facts om mit liv sammen med copingmekanismen; slankekur.
Det var også her det gik op for mig, at der gik 4 uger fra anklagerne mod Ole, retssagen, dommen og alt det - til min mest seriøse slankekur startede.
Måske lyder det mærkeligt, men jeg har aldrig tænkt på det. Jeg troede egentlig bare, at jeg lidt havde fået nok af at være overvægtig, og bare havde en svaghed for at lade en kur styre mig.
Men smerten ved at føle sig ødelagt, beskidt, værdiløs, ikke bare et formindsket selvværd, men et, der slet ikke fandtes, var uoverkommelig i 2 år. Og manden, der har været medvirkende får en latterlig straf. Og det er min skyld - fede dumme, grimme, ulækre, frastødende Ditte.
Jeg får tårer i øjnene og en klump i halsen, når jeg tænker på det. Skyldfølelsen og selvbebrejdelserne sidder lige under huden.
Det var, er og har været grænseoverskridende at sidde overfor mennesker man lige har mødt. Det var pissehårdt, var vildt deprimeret i to uger efter, hvor der blev samlet op på det fra Stolpegårdens side. Man kan ikke rode i psyken på den måde. Stikke en nål i øjet, rode lidt rundt og håbe på alt bliver godt. Det ved de godt, og jeg fik min samtale, hvor jeg puttede Ole og Michael ned i de kasser de hører hjemme.
De gør mig ondt. De gør mig ondt, at jeg ved, de findes. Og det er okay, men det er ikke min skyld. når man holder nogen under vand, drukner de. Jeg blev holdt under vand af en depression og belastningsreaktioner. Jeg stod ikke op en dag og tænkte, at nu vil jeg gøre mig selv så ulykkelig, at jeg har lyst til at dø. Jeg kæmpede. Måske ikke for at være glad, måske ikke engang for at leve, men nok egentlig mere for at få det, som jeg troede, jeg fortjente.
Jeg har nok bevæget mig lidt væk fra sagens kerne i dette indlæg, men jeg mener, at det var kernen for mig. Måske lærte jeg en essens omkring SF - du valgte ikke sygdommen, det var din måde at overleve på. Den overbeviste dig om, at den ville gøre dit liv bedre, tyndere, rigere, lykkeligere. I stedet destruerede den alle gnister, der kunne have været flammer af lykke. Og det er okay, at du troede på dens løgne, du havde ikke andet valg. Og det er okay, at du nogen gange stadig tror. Men du har også mærket din krop blive svagere, din hukommelse svigte, venner forsvinde, lykke forsvinde.. Og jeg kan ikke blive ved med at tro på den, når den siger, at det er fordi jeg bare lige mangler de 10 kg.
Abonner på:
Opslag (Atom)