Svigtet?

Jeg har spist hele dagen. Jeg stod op i morges, som sædvanlig. Med hele dagen planlagt. Også begyndte jeg at spise. Og det har jeg gjort lige indtil for tyve minutter siden. Jeg har ikke svaret på nogen beskeder, og jeg hader solskinnet. Det bekræfter følelsen af at spilde. Både de penge jeg ikke har på det her ædeflip, såvel som en faktisk temmelig dejlig dag. 

Det er bare sådan en af de der dage, og de der dage egner jeg mig ikke til. Jeg bliver alt for påvirket af dette semesters tema; udsatte børn og unge.
I forbindelse med uddannelsen har jeg læst Zornigs "Vrede er mit mellemnavn" - og jeg kan genkende det. Ikke alkoholen - men lidt af volden, det var bare ikke mod mig.
Usikkerheden over, hvad hver dag byder på. Tvivlen om omsorg, og kravet på den. Behovet for voksenkontakt.

Jeg elsker mine forældre højt. De er ikke udsatte voksne. De har aldrig været på kontanthjælp eller haft et misbrug. Men de kunne måske ikke magte os alle sammen, og deres karriere? Måske var mine behov for omsorg større, end de flestes? Måske var netop de to en dårlig kombination til at tackle de udfordringer det at have børn kræver?

Jeg har ikke svar på det. Og for mig er netop det frustrerende. Jeg er overbevist om, at jeg kunne kæmpe bedre, hvis jeg havde haft voksne der støttede mig - og ikke blot var overbeviste om, at jeg selvfølgelig skulle og kunne klare det hele selv, altid.

Jeg overvejer at søge aktindsigt. For at se, hvilke overvejelser sagsbehandlerne egentlig gjorde sig om mig. Og i og med en af mine søskende blev anbragt må der vel være noget på mig? Ikke mindst fordi jeg selv underrettede om min mistrivsel som 15-årige. Eller fra 16-års alderen, hvor de foretog § 50-undersøgelsen. Eller de underretninger min psykolog efterfølgende skrev. Og jeg ikke hørte noget før jeg fyldte 18, hvor de afsluttede min sag, da jeg nu var voksen.

Men sagen er egentlig, at alt dette ikke ændrer noget. Jeg er ikke blevet mere eller mindre svigtet, fordi det står i beskrevet i støvede sagsakter. De udfordringer og kampe jeg kæmper nu - deres opståen kan ikke længere forhindres. Jeg kan lade være med at kaste op, og spise mekanisk igen imorgen, og det er det jeg må gøre.  

Om at blive det, jeg egentlig har lagt bag mig

Jeg vågnede kl. 4:37, grædende. Men uden helt at vide, hvorfor. Jeg vidste godt, at jeg havde haft en drøm. Hvor alt, hvad jeg har bygget mit liv op til at være igennem de sidste to år, forsvandt.
Jeg vidste godt, at det ikke rigtig var rigtigt.
Jeg vidste godt, at det var en drøm.
Men nogle følelser, ofte dem man frygter mest, sidder i én i alt for lang tid. Og i dag har været en af de sjældne dage, hvor hvad jeg frygter, er det jeg bliver til.

Jeg har ikke kunnet genkende mig. For jeg er vokset, meget.

I dag har jeg kunnet høre min indre kritiker i alt, hvad jeg har foretaget mig.

"Hvorfor siger du noget, din stemme er forfærdelig"
"Det, du siger, giver ingen mening - stop"
"DU kan ikke gå udenfor, du er for FED"
"Ingen kan elske dig, du er for FED"
"Du er grim, tro ikke, at du er noget"
"Hvad i alverden havde du egentlig tænkt dig med det tøj? DU kan ikke bære det"
"DU er intet værd"
"DU er ingenting værd"
"DU er værdiløs"

Og nu har jeg "delt" en flaske rødvin med min kæreste og hans ven. Og med "delt" mener jeg, at de har fået et halvt glas hver, mig resten. Men det ved de vist ikke.
Og det har lagt en dæmper på kritikeren. Men nu er det eneste, der er tilbage; gråden. Sorgen.
Over alt det jeg ikke kan håndtere, og ikke vil håndtere.

Og man siger vel egentlig også, at alkohol egentlig bare forstærker den følelse man allerede har. Indtal man har drukket sig fuldstændig sanseløs. Så det er det, jeg har lyst til nu. Og er godt på vej, min tolerance er ikke, hvad den har været. Så skål.

Ikke bare snak - men handling!

Sidsen sidst har jeg:

- styrtet rundt og hentet udtalelser, erklæringer, anbefalinger
- scannet alt ind
- brugt millioner af timer på at skrive CV
- brugt milliarder af timer på at skrive motiveret ansøgning
- gået til matematik 3 aftener om ugen
- Arbejdet engageret på mit studie. Altså læst alt, deltaget i diskussioner og er godt igang med innovativt projekt.
- Fortsat på at arbejde hårdt på de 2 studiejobs
- Fået et frivilligt arbejde
- Holdt foredrag for 40 mennesker i Odense om bulimi

Og igår, efter arbejde, sendte jeg det afsted. Bum. Nu er det op til nogle andre og vurdere. Og jeg kommer nok ikke ind, men jeg har gjort, hvad jeg kunne. Og så søger jeg bare næste år igen.
Skal nok prøve at lade være med at blive ked af det.

Søndage

Søndage er lange. Alt for tit alt for fyldt med børnefødselsdage, kage, tømmermænd, junkfood..

I dag har jeg haft en fornuftig søndag. Sove længe, gå en lang tur m. en kop kaffe, handle ind til hele ugen, lave mad og så en film. Og det viser sig, at når man ikke bliver sløvet af fødselsdage eller tømmermænd bliver man rastløs. Jeg har meget energi, jeg slet ikke har brændt af.

Jeg prøvede at støvsuge. Min yndlings-frustrations-beskæftigelse. Man bruger energi samtidig med at praktisk arbejde lavet. Problemet er, at det var en lorte-støvsuger. Så jeg blev vred over, at jeg ikke havde min egen. Blev vred over, at der var så mange ting på de 15 kvm vi bor på. Blev vred over, at der er en helt måned til flytning.

.. Need I say at støvsugningen ikke virkede?

Så nu = rastløs og frustreret. Har lyst til at skælde ud på nogen. Hm. Må blive senere. Venter på nogen gør noget forkert ;)

If you lived here you'd be home by now

Vi er ved at nærme os slutningen på noget. Forhåbentlig er det vinteren. Og med det her forår kommer noget helt, helt specielt; en lejlighed, et hjem, en rede, et asyl, en base, noget at trække sig tilbage til.

Februar har betydet, at det nu er 5 måneder siden jeg sidst havde et hjem. [Jo, en lejlighed har jeg haft - men et hjem er mere, end det. ]

Jeg savner at bestemme, hvornår jeg vil se andre mennesker. Jeg savner at alt er, hvor jeg ligger. Jeg savner kun at rydde op efter mig (og måske manden, hvis jeg er flink).
 Jeg savner mine ting. Jeg savner mit tøj. Jeg savner mine tekster. Jeg savner at have et hjem. Ikke at bo midlertidigt, være en belastning, være noget nogen skal bære over med.

Og ja, mange har det værre, end mig. Sådan er det altid.
Det essentielle er, at jeg har boet på denne her måde i alt for mange måneder, jeg kan ikke rumme det mere.

Og det skal jeg heldigvis heller ikke. Kun til d. 1. april. Hvor jeg har min helt egen 2-værelses lejlighed. Eller. Helt og helt - ham min mand skal flytte med. Og når vi i 1 år har boet på 30 kvm, og de sidste 5 mdr på 15 kvm så tror - faktisk ved jeg - at det skal nok gå.

Kom glad marts - og flyv gerne også hurtigt forbi

Sulten på livet

Jeg har mange ambitioner. Jeg har mange høje ambitioner.
Mål jeg vil nå, viden at lære, verden at se.
Jeg vil flyve højt, du ved, og så risikere at falde dybt. Fordi jeg tør.
Jeg tør at fejle, jeg tør at lykkedes; men kun fordi jeg vil lære.
Jeg vil tage det til mig, og helst det hele.

Nogle gange vil jeg for meget. Glemmer min menneskelighed. De basale behov. Søvn, mad, pauser. Og det er noget jeg elsker; at være så opslugt af livet, at det trivielle falder helt i baggrunden. Men jeg må arbejde for ikke at glemme, at det basale er min grundlag. Og uden mad og drikke dur helten ikke. 

Hvis jeg ikke passer på mig selv, er det umuligt at nå mine mål. 

But how can it be a mistake when I don't have to wash my hands after I touch her

Jeg har lige slettet et langt og kedeligt indlæg om at være alene. Fordi det ikke var mig, og ikke var velskrevet. Det var bare en idé.
I min hverdag er romantik, når min mand husker at jeg er rummet, når han spiller playstation. Sidste år fik blomster d. 15. februar, fordi han "ikke havde brug for valentinsdag for at giv mig blomster".
Og det gør egentlig heller ikke noget. Men ham her, Neil Hilborn er så romantisk og så lyrisk, at mine små dun på armene rejser sig. Skyld dig selv at brug de næsten 3 minutter på at se det her: