Smålighed

Jeg skærer jo ikke mere. Selvom det er det, jeg vil. Eller ikke vil, men det er det min psyke kræver nogle gange. At det skal gøre rigtig ondt. Jeg borer mine negle ned i mine arme. Tager helt kolde bade, eller virkelig varme. Og jeg hiver hårene af mine arme. Det er ikke pænt, det er ikke rigtigt. Men det er sandheden. At finde alternativer, som ikke giver ar. Min psykolog hjalp mig med det. Tror aldrig hun forstod, ved aldrig om jeg kommer til at kunne forklare det så jeg selv kan forstå det.

Når det er rigtig slemt torturerer jeg mig selv. Jeg går ind på min ekskæreste facebook-profil, og læser alt, hvad han skriver. Jeg googler "47 årig dømt betale unge sex", og læser de næsten identiske artikler om Ole, og hans overgreb. Og græder. 

I dag har jeg kørt mig selv ned, med min egen psykiske tortur. Og læst alle artiklerne, og været inde og se, hvad Andreas laver. Han har fået en kæreste. Og det er pisse frustrerende, at jeg bliver så ked af det. Det er så lang tid siden nu. Det er snart et år siden, jeg sidst så ham. Og to år siden vi slog op. Jeg vil bare gerne have, at han er ulykkelig. Det er utroligt så lille et menneske man kan være. Og nu hader jeg mig selv for det. Tror den her skrue er en af dem uden en ende.