På de her dage
hvor angsten sidder lige under huden
men jeg ingen idé har
om hvad i al verden jeg er bange for
men bare kan mærke
helt, dybt, i hjertet
at mit behov
er
TRYGHED
og jeg for guds skyld slet
ikke kan finde den fandens tryghed
og min frustration kun vokser
og der er heller aldrig noget der fungerer
og hvorfor skal jeg altid være ked af det
og jeg vil aldrig få et normalt liv
og jeg er dømt til at leve miserabelt
og altid være dybt ulykkelig
og diagnoserne løber rundt inde i hovedet på mig
og måske er jeg også ved at få OCD

Skal jeg vist lige stoppe lidt op. Og huske mig selv på. Hvor meget af min tid der, i disse dag, rent faktisk går med at være ked af det. Og om det ikke lige netop er at have et normalt liv, dét at have dårlige dage?