#293

Klokken er 12 minutter over 1. Om natten, vel at mærke. Jeg skal aflevere den sidste opgave for modulet d. 3. januar. Jeg er ikke startet.

For to år siden vågnede jeg op med den værste hovedpine jeg havde haft længe. Jeg havde kysset med nogen, og min hjerne kunne ikke rumme kalorierne fra alkoholen eller det selleri jeg havde spist på Madklubben. Jeg vejede mig, og det var det laveste jeg nogensinde havde vejet. 

Jeg blev fuldstændig slået ud - kiggede mig i spejlet i timer. Jeg har gjort, jeg er så tæt på mit mål. Og jeg så det for mig. Knoglerne, svimmelheden, arrogancen, følelsen af uovervindelighed. 

Jeg så mig tabe mig. Og blive mindre, men mere syg. Stolt og hemmelighedfuld. Tabe og vinde. Miste - og for hvad? 

Jeg har aldrig villet dø. Jeg så mig blive indlagt. Få sondemad. Nægte at spise, nægte livet for vægttabet. Men jeg har aldrig villet dø.  

Så hvis jeg skulle leve, skulle jeg jo spise på et eller andet tidspunkt. Og det kunne vel godt være der. 

Jeg forsøgte virkelig. D. 31.12.11, at spise. Og jeg spiste, meget. Og dagen efter fortsatte det. Også kom opkastningerne. Og vægtsvingningerne. 

Måske er det her til en, der står midt i det hele. Og har glemt sin mål, sin retning, meningen med det hele. 

Essensen; Hvorfor vil du tabe dig? Hvad vil det ændre? Hvem vil du ændre?

Måske er det her mest til mig selv. Når jeg nu endnu engang sidder midt om natten, burde lave noget fornuftigt, eller sove, men mest af alt har lyst til at løbe 20 km til fedtet er hårdt eller æde alt i køleskabet og bagefter slippe det løs igen. Jeg bliver nødt til at minde mig selv om essensen. 

2013

Endnu et år er ved at være slut. Mit 21. år. Et år, der om alt, sådan nogen lunde, har været stabilt. Relativt. For alt vel relativt. Og i mit liv er alt rimelig stabilt - i sammenligning med hvad alt der har været.

En afgørende forskel er, at jeg føler mig kigget over skulderen.

Ikke som i hele tiden - men som i lige her på mit asyl.

Her kan jeg ikke længere frit åbne op - hudløst - uden forklaringer, uden undskyldninger - lige præcis fortælle, beskrive hvilken følelse der rammer mig i sekundet.
Og den følelse der rammer i dét stopper en hel proces, jeg i årevis har klamret mig til for at forstå mig selv.
En proces, der råt for usødet kan sætte mig år tilbage i sindsstemning, men også få mig til at tilgive mig for valg jeg har taget.

Fortiden synes altid enklere, og hvorfor tog man ikke altid det rigtige valg?

For de sidste 5 år af mit liv har jeg alle mine overvejelser, dilemmaer, følelser af forpligtelser und so weiter skriblet ned et eller andet sted i universet. Og det hjælper mig.

Men måske er det ikke en begrænsning - at være blevet opdaget. Måske er det muligheden for endnu en ny start - jeg har trods alt hvilet her i 3-4 år (?).

Starte fra bunden - et nyt bloggernavn - en ny måde at fortælle min historie på

En historie som jeg personligt bliver en større og større del af.

Selvom dramaet svinder ind - år for år - (gud ske tak og lov)
Spiseforstyrrelse - overgreb - pårørende - psykiatri skulle alt sammen gerne fylde mindre - men når det fylder vil jeg have rum til mit udtryk. Og det vil jeg arbejde på. I den grad.

De fede har også anoreksi

Nogle gange læser man noget. Noget der rør og sætter røre i tanker, følelser, sind, handlinger. Og det her er det bedste jeg har læst i lang tid:
http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2154393/de-fede-har-ogsaa-anoreksi/