2013

Endnu et år er ved at være slut. Mit 21. år. Et år, der om alt, sådan nogen lunde, har været stabilt. Relativt. For alt vel relativt. Og i mit liv er alt rimelig stabilt - i sammenligning med hvad alt der har været.

En afgørende forskel er, at jeg føler mig kigget over skulderen.

Ikke som i hele tiden - men som i lige her på mit asyl.

Her kan jeg ikke længere frit åbne op - hudløst - uden forklaringer, uden undskyldninger - lige præcis fortælle, beskrive hvilken følelse der rammer mig i sekundet.
Og den følelse der rammer i dét stopper en hel proces, jeg i årevis har klamret mig til for at forstå mig selv.
En proces, der råt for usødet kan sætte mig år tilbage i sindsstemning, men også få mig til at tilgive mig for valg jeg har taget.

Fortiden synes altid enklere, og hvorfor tog man ikke altid det rigtige valg?

For de sidste 5 år af mit liv har jeg alle mine overvejelser, dilemmaer, følelser af forpligtelser und so weiter skriblet ned et eller andet sted i universet. Og det hjælper mig.

Men måske er det ikke en begrænsning - at være blevet opdaget. Måske er det muligheden for endnu en ny start - jeg har trods alt hvilet her i 3-4 år (?).

Starte fra bunden - et nyt bloggernavn - en ny måde at fortælle min historie på

En historie som jeg personligt bliver en større og større del af.

Selvom dramaet svinder ind - år for år - (gud ske tak og lov)
Spiseforstyrrelse - overgreb - pårørende - psykiatri skulle alt sammen gerne fylde mindre - men når det fylder vil jeg have rum til mit udtryk. Og det vil jeg arbejde på. I den grad.