#293

Klokken er 12 minutter over 1. Om natten, vel at mærke. Jeg skal aflevere den sidste opgave for modulet d. 3. januar. Jeg er ikke startet.

For to år siden vågnede jeg op med den værste hovedpine jeg havde haft længe. Jeg havde kysset med nogen, og min hjerne kunne ikke rumme kalorierne fra alkoholen eller det selleri jeg havde spist på Madklubben. Jeg vejede mig, og det var det laveste jeg nogensinde havde vejet. 

Jeg blev fuldstændig slået ud - kiggede mig i spejlet i timer. Jeg har gjort, jeg er så tæt på mit mål. Og jeg så det for mig. Knoglerne, svimmelheden, arrogancen, følelsen af uovervindelighed. 

Jeg så mig tabe mig. Og blive mindre, men mere syg. Stolt og hemmelighedfuld. Tabe og vinde. Miste - og for hvad? 

Jeg har aldrig villet dø. Jeg så mig blive indlagt. Få sondemad. Nægte at spise, nægte livet for vægttabet. Men jeg har aldrig villet dø.  

Så hvis jeg skulle leve, skulle jeg jo spise på et eller andet tidspunkt. Og det kunne vel godt være der. 

Jeg forsøgte virkelig. D. 31.12.11, at spise. Og jeg spiste, meget. Og dagen efter fortsatte det. Også kom opkastningerne. Og vægtsvingningerne. 

Måske er det her til en, der står midt i det hele. Og har glemt sin mål, sin retning, meningen med det hele. 

Essensen; Hvorfor vil du tabe dig? Hvad vil det ændre? Hvem vil du ændre?

Måske er det her mest til mig selv. Når jeg nu endnu engang sidder midt om natten, burde lave noget fornuftigt, eller sove, men mest af alt har lyst til at løbe 20 km til fedtet er hårdt eller æde alt i køleskabet og bagefter slippe det løs igen. Jeg bliver nødt til at minde mig selv om essensen.