..Sagde min lillesøster til mig i dag. Og så smilede jeg lidt mere.
For selvom jeg har kendt mange mænd, brugt mange nætter i forskellige senge og haft planer om et liv og et fremtid med nogle stykker, er det sjældent jeg har haft hjertet med.
Det er egoistisk, men det har måske altid handlet om, om jeg kunne elskes. Og så var det måske lidt lige meget, om jeg kunne holde af ham.
Og selvom det sidste år har været stoppet til randen på den måde, at jeg nogen gange følte at jeg var ved at blive kvalt, af fyre, så har jeg ikke rigtig følt noget. Ikke for nogen af dem, kan jeg mærke nu.
For ham her, han går lige i hjertet. i hvert fald i mit. Og alle de andre er glemt. Den måde, som han efter vi den første aften vi snakkede sammen, kaldte på mig, efter vi havde sagt godnat. Og lidt genert og usikkert spurgte om han ikke måtte få mit telefon nummer. Og dagen efter, da vi gik tur på stranden sammen med de andre. Og gik lidt for os selv. Og om aftenen, hvor han brugte hele natten på at sidde ved siden af mig og holde mig i hånden.
I går havde han inviteret mig ud at skøjte. Jeg har aldrig kunnet finde ud af det, selvom jeg har prøvet millioner af gange. Men det var bare som om, at han slet ikke var bange for at falde. Og så blev jeg også lidt mindre bange, og så faldt vi bare sammen. Trak hinanden ned, og hjalp hinanden op.
Og det passer mig fuldstændig elendigt, at vi går på samme skole. Og det passer mine spiseproblemer forfærdeligt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal præsentere ham for den verden, jeg lever i. Og det er virkelig svært at føle sig så glad for et andet menneske, og samtidig være så usikker på sig selv. At på den ene side føle sig lykkelig, og på den anden side være desperat og på kanten af et sammenbrug fordi jeg er løbet tør for afføringsmiddel. Igen. Og nu tager alt for mange HUSK.
Det er svært at nyde det, for jeg ved, at han kommer til at droppe mig. Jeg ved, at jeg snart bliver fortid. Og så er han videre. Og jeg er stadig lige her.
I morgen skal vi ses efter skole. Han skal vise mig noget. Noget hemmeligt. Glæder mig. Lidt....
søndag den 12. februar 2012
fredag den 10. februar 2012
Ullu bulluh?! Ditte hvor er du henne?
Er simpelthen så ambivalent, at jeg er ved at kaste op.
Hvorfor kan aldrig bare have EN følelse, EN holdning, EN sandhed?
Jeg skal åbenbart være kaos af op og ned og et virvar af følelser, som jeg ikke rigtig forstår.
I dag tænkte jeg tanken: Nøj, hvor er jeg lykkelig og oprigtig glad for at leve. Umiddelbart efter brød jeg sammen og havde lyst til at dø.
Det er simpelthen så udmattende, og det slider mig op. Big time. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det. Med noget som helst. Jeg tager en pause, her i weekenden. Dvs. efter date imorgen vil jeg ikke se nogen. Skal lige finde mig selv. Bli'r spændende at se, om jeg kan. tror det næppe.
Hvorfor kan aldrig bare have EN følelse, EN holdning, EN sandhed?
Jeg skal åbenbart være kaos af op og ned og et virvar af følelser, som jeg ikke rigtig forstår.
I dag tænkte jeg tanken: Nøj, hvor er jeg lykkelig og oprigtig glad for at leve. Umiddelbart efter brød jeg sammen og havde lyst til at dø.
Det er simpelthen så udmattende, og det slider mig op. Big time. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det. Med noget som helst. Jeg tager en pause, her i weekenden. Dvs. efter date imorgen vil jeg ikke se nogen. Skal lige finde mig selv. Bli'r spændende at se, om jeg kan. tror det næppe.
torsdag den 9. februar 2012
Jeg venter på at det slutter
Stress, forventninger, vanvittigt glade stunder, sult, pres, forelskelse, selvhad, depression.. Jeg er lidt meget fuld af følelser og sådan har det været den sidste uge.
Mad? Well, er gået fra 74,1 til 71,7 på den sidste uge, så behøves jeg vidst ikke at sige mere.
Er startet studie. Og det er fantastisk og forfærdeligt. Jeg elsker at gå i skole og går i en virkelig dejlig klasse. Det er en kæmpe lettelse at komme derover og tænke på noget andet, end mad. Men samtidig er det også pisse hårdt at iscenesætte sig selv og lege, at man er noget andet. Noget lykkeligt.
Var en pisse-hamrende fed rustur!
Slap af sted med at spise til 2 ud af 8 måltider. Næsten uden spørgsmål.
Mine regler fylder for meget lige nu og er for underlige til, at jeg kan spise sammen med andre. For når jeg spiser, spiser jeg helst så hurtigt jeg kan og propper min mund med mad (det ser virkelig ulækkert ud), indtil jeg begynder at græde. Jeg skal stå op, helst gå rundt. Jeg må gerne spise pålæg og ting man kan spise med en ske. Det SKAL være en teske. Jeg må gerne spise "snacks", men jeg må ikke spise rigtig mad. Hvis jeg SKAL spise rigtig mad skal det være supper. Lever af kaffe og boullion-suppe (ja, det er en boullion-terning i varmt vand også med TEske. 25 kcal for en halv liter, hvis det er grøntsags).
Okay, jeg stopper nu. Med at skrive om maden. Bliver fandeme nødt til at grine lidt af mig selv, det er jo simpelthen så åndssvagt. Men på den anden side har mine regler givet mig en ro igennem hele ugen. Jeg skal starte til psykolog i starten af marts. Jeg ved godt, at jeg er helt kuk kuk :-)
Også har jeg mødt en. Som er sådan for god til at være sand. Og alt for god til mig. Så det venter jeg på, at han finder ud af. Han er selvfølgelig min tutor, og det bliver så ubehageligt, når han finder ud af, at jeg ikke er noget værd, og vi kan løbe ind i hinanden på skolen.. Årh, kan slet ikke overskue det. Hvorfor var det lige, at han kyssede mig?
De andre siger, at han er ret væk. Altså i mig. Men kan virkelig ikke tro på det, sådan noget sker ikke for mig. Hvorfor skulle man kunne lide mig? Jeg er ingenting. Jeg er en tyk pige med en trist historie. Det elsker man ikke, det har man ondt af. Og det bliver man træt af. I længden. Så jeg venter - venter på, at han ser, at jeg bluffer.
Så emotionel-status: er et rod. Mere end sædvanligt. Og træt og svimmel. Og mangler at læse 70-80 sider til imorgen.
Mad? Well, er gået fra 74,1 til 71,7 på den sidste uge, så behøves jeg vidst ikke at sige mere.
Er startet studie. Og det er fantastisk og forfærdeligt. Jeg elsker at gå i skole og går i en virkelig dejlig klasse. Det er en kæmpe lettelse at komme derover og tænke på noget andet, end mad. Men samtidig er det også pisse hårdt at iscenesætte sig selv og lege, at man er noget andet. Noget lykkeligt.
Var en pisse-hamrende fed rustur!
Slap af sted med at spise til 2 ud af 8 måltider. Næsten uden spørgsmål.
Mine regler fylder for meget lige nu og er for underlige til, at jeg kan spise sammen med andre. For når jeg spiser, spiser jeg helst så hurtigt jeg kan og propper min mund med mad (det ser virkelig ulækkert ud), indtil jeg begynder at græde. Jeg skal stå op, helst gå rundt. Jeg må gerne spise pålæg og ting man kan spise med en ske. Det SKAL være en teske. Jeg må gerne spise "snacks", men jeg må ikke spise rigtig mad. Hvis jeg SKAL spise rigtig mad skal det være supper. Lever af kaffe og boullion-suppe (ja, det er en boullion-terning i varmt vand også med TEske. 25 kcal for en halv liter, hvis det er grøntsags).
Okay, jeg stopper nu. Med at skrive om maden. Bliver fandeme nødt til at grine lidt af mig selv, det er jo simpelthen så åndssvagt. Men på den anden side har mine regler givet mig en ro igennem hele ugen. Jeg skal starte til psykolog i starten af marts. Jeg ved godt, at jeg er helt kuk kuk :-)
Også har jeg mødt en. Som er sådan for god til at være sand. Og alt for god til mig. Så det venter jeg på, at han finder ud af. Han er selvfølgelig min tutor, og det bliver så ubehageligt, når han finder ud af, at jeg ikke er noget værd, og vi kan løbe ind i hinanden på skolen.. Årh, kan slet ikke overskue det. Hvorfor var det lige, at han kyssede mig?
De andre siger, at han er ret væk. Altså i mig. Men kan virkelig ikke tro på det, sådan noget sker ikke for mig. Hvorfor skulle man kunne lide mig? Jeg er ingenting. Jeg er en tyk pige med en trist historie. Det elsker man ikke, det har man ondt af. Og det bliver man træt af. I længden. Så jeg venter - venter på, at han ser, at jeg bluffer.
Så emotionel-status: er et rod. Mere end sædvanligt. Og træt og svimmel. Og mangler at læse 70-80 sider til imorgen.
søndag den 5. februar 2012
En sonnet: Efterår
Og lav, skarp sol.
Jeg elsker at gå i meterhøje stakke af blade og
få røde kinder af den friske luft
for første gang
efter en kvælende sommer.
Jeg elsker at fodre ænder ved Søerne.
Jeg elsker de nuancer af rød og gul.
Jeg bryder mig ikke om denne her verden,
hvor sneen har lagt sig som et tykt lag
og gemmer alt det fine væk.
Og hver gang man går uden for
føles det som om,
at en lille del af en dør.
Billederne er taget og redigeret af mig.
torsdag den 2. februar 2012
I de sekunder, hvor hun så alting klart, så hun kun, at hun havde fejlet
Hun hed Kisser.
Jeg ved ikke så meget om hendes barndom, men jeg ved, at i hendes ungdom havde hun verden foran sig. Hun ville erobre det hele. Hun elskede skønlitteratur, lyrik. Bogstaver, der på en eller anden måde formede ord og blev trykt i bøger, helst tykke, helst støvede og helst med den helt rigtige duft af originalitet. Hun insisterede på at være den bedste og på studiet var der kun en, der gav hende kamp til stregen. Som i en film kæmpede de om at være nr. 1 i klassen. Hun vandt titlen, han vandt hendes hjerte. Unge og forelskede flyttede de sammen på 25 kvm i Vanløse og inden længe havde de også deres første barn. Og pludselig deres andet. Og deres tredje. De var komplet.
Men efter år med bleer, pengemangel, gylp og alt det, var det som om, at alt det romantiske blev lidt mere til virkelighed. Og han var måske ikke så meget til virkelighed og naboen var vel egentlig også en meget pæn kvinde, så ud med Kisser og flytte sammen med Naboen.
Naboen ville ikke have, at de skulle have kontakt med Kisser. Så de delte børnene. Naboen og manden fik den ældste, og de flyttede langt væk. Og så var hun pludselig alene med to drengebørn og et knust hjerte, som hun forgæves prøvede at lappe med lidt snaps. Eller hvad der nu var i nærheden.
Og hun savnede dem forfærdeligt, Den Ældste og Manden. Hun dukkede op til hans konfirmation, men hun måtte ikke komme ind. Så hun stod udenfor, helt grædende, helt knust. Det var ikke denne verden hun havde villet erobre. Så hun drak lidt mere. Hun savnede dem så meget, at hun måske lidt glemte, at de to drenge hun havde var børn og hun glemte måske lidt, at det var hende, der var deres mor. Måske med vilje, fordi hun godt vidste, at hun ikke gjorde det godt nok.
De blev voksne, børnene. Årene forsvandt på en eller anden måde. Det gjorde hendes job også. Hun fik en kæmpe erstatning, men egentlig havde hun bare brug for at have beholdt jobbet, som virkelig betød meget for hende. Hun fik udgivet et par digte, der handlede om det liv, hun aldrig havde levet, men som bare var gået hende forbi. Og i de korte øjeblikke, hvor hun så alting helt klart så hun blot, at hun havde ladet dem tage hendes ældste søn, den midterste var blevet bitter, voksen alt for tidligt og hadede alt og alle og den yngste prøvede at flygte fra det hele. Først med lidt hash, men da det ikke længere rakte til at komme langt nok væk var han bare kommet længere ud. Sprøjtenarkoman.
Og hun havde bare fejlet, og så drak hun lidt mere. Det var en hardcore diæt, hvor hun nægtede at spise, de eneste kalorier hun tillod hendes krop at indtage var i form af alkohol. Hun blev så tynd, så tynd. Hendes læge sagde, at hun skulle spise 2 plader chokolade om dagen. Bare for at få lidt.
Men ingen mand kunne elske hende, hun havde forsømt sine børn, hun var blevet fyret for sit job. Så hvorfor spise? Hvorfor eksistere?
Hun fandt ikke svaret, det tror jeg ikke. Hun fandt døden, efter at have mishandlet sin krop i mange år.
Den næstældste faldt fra hinanden. Han havde levet for sin mor. Og man taler ikke rigtig om, hvordan eller hvorfor, men kun et par år efter døde han. Han sov stille ind i sin seng.
Den yngste hang i en tynd tråd. Ind af hospitaler, men han pushede derfra på trods af startende organsvigt. Så han blev ved med at blive smidt ud. Ind til han en dag var blevet så syg, at han lå i koma og døde.
De var begge under 40.
Den ældste? Efter år med skænderier med Naboen spidsede det til. Efter et skænderi smed hun sig ned på gulvet, skrigende, og da manden kom løbende påstod hun, at den ældste havde slået hende. Han blev smidt ud med det samme, men fandt straks et kollegium og skabte sig et godt netværk.
Han fik kone, børn, skilsmisse, ny kone og et til barn. Og han er min far.
Jeg ved ikke så meget om hendes barndom, men jeg ved, at i hendes ungdom havde hun verden foran sig. Hun ville erobre det hele. Hun elskede skønlitteratur, lyrik. Bogstaver, der på en eller anden måde formede ord og blev trykt i bøger, helst tykke, helst støvede og helst med den helt rigtige duft af originalitet. Hun insisterede på at være den bedste og på studiet var der kun en, der gav hende kamp til stregen. Som i en film kæmpede de om at være nr. 1 i klassen. Hun vandt titlen, han vandt hendes hjerte. Unge og forelskede flyttede de sammen på 25 kvm i Vanløse og inden længe havde de også deres første barn. Og pludselig deres andet. Og deres tredje. De var komplet.
Men efter år med bleer, pengemangel, gylp og alt det, var det som om, at alt det romantiske blev lidt mere til virkelighed. Og han var måske ikke så meget til virkelighed og naboen var vel egentlig også en meget pæn kvinde, så ud med Kisser og flytte sammen med Naboen.
Naboen ville ikke have, at de skulle have kontakt med Kisser. Så de delte børnene. Naboen og manden fik den ældste, og de flyttede langt væk. Og så var hun pludselig alene med to drengebørn og et knust hjerte, som hun forgæves prøvede at lappe med lidt snaps. Eller hvad der nu var i nærheden.
Og hun savnede dem forfærdeligt, Den Ældste og Manden. Hun dukkede op til hans konfirmation, men hun måtte ikke komme ind. Så hun stod udenfor, helt grædende, helt knust. Det var ikke denne verden hun havde villet erobre. Så hun drak lidt mere. Hun savnede dem så meget, at hun måske lidt glemte, at de to drenge hun havde var børn og hun glemte måske lidt, at det var hende, der var deres mor. Måske med vilje, fordi hun godt vidste, at hun ikke gjorde det godt nok.
De blev voksne, børnene. Årene forsvandt på en eller anden måde. Det gjorde hendes job også. Hun fik en kæmpe erstatning, men egentlig havde hun bare brug for at have beholdt jobbet, som virkelig betød meget for hende. Hun fik udgivet et par digte, der handlede om det liv, hun aldrig havde levet, men som bare var gået hende forbi. Og i de korte øjeblikke, hvor hun så alting helt klart så hun blot, at hun havde ladet dem tage hendes ældste søn, den midterste var blevet bitter, voksen alt for tidligt og hadede alt og alle og den yngste prøvede at flygte fra det hele. Først med lidt hash, men da det ikke længere rakte til at komme langt nok væk var han bare kommet længere ud. Sprøjtenarkoman.
Og hun havde bare fejlet, og så drak hun lidt mere. Det var en hardcore diæt, hvor hun nægtede at spise, de eneste kalorier hun tillod hendes krop at indtage var i form af alkohol. Hun blev så tynd, så tynd. Hendes læge sagde, at hun skulle spise 2 plader chokolade om dagen. Bare for at få lidt.
Men ingen mand kunne elske hende, hun havde forsømt sine børn, hun var blevet fyret for sit job. Så hvorfor spise? Hvorfor eksistere?
Hun fandt ikke svaret, det tror jeg ikke. Hun fandt døden, efter at have mishandlet sin krop i mange år.
Den næstældste faldt fra hinanden. Han havde levet for sin mor. Og man taler ikke rigtig om, hvordan eller hvorfor, men kun et par år efter døde han. Han sov stille ind i sin seng.
Den yngste hang i en tynd tråd. Ind af hospitaler, men han pushede derfra på trods af startende organsvigt. Så han blev ved med at blive smidt ud. Ind til han en dag var blevet så syg, at han lå i koma og døde.
De var begge under 40.
Den ældste? Efter år med skænderier med Naboen spidsede det til. Efter et skænderi smed hun sig ned på gulvet, skrigende, og da manden kom løbende påstod hun, at den ældste havde slået hende. Han blev smidt ud med det samme, men fandt straks et kollegium og skabte sig et godt netværk.
Han fik kone, børn, skilsmisse, ny kone og et til barn. Og han er min far.
Min farmor, min far og jeg
Jeg lever! (glad type)
På trods af lort og lort (vægtøgning, der fik mig til at ville dø og cykel, der nægtede at køre), kom jeg igennem det. Jeg tog hen på skolen. Var udadvendt!!!!!!!!! (det er slet ikke mig).
Koksede kun lidt i det omkring frokost, da en pige spurgte mig, om jeg ikke skulle spise noget.
Men jeg havde maske og smil på og var total in charge. Tog endda initiativ til flere samtaler.
Har holdt madplanen (sådan næsten da. Har spist et æble og en skål A38 0,5 % med sødemiddel, men ikke suppe. Men gør det snart. Lover.).
Kan slet ikke vente til, at studiet rigtig starter og bare begrave mig selv i viden! Det bli'r så fedt! Skal bare lige have overstået det svære her med rusturen resten af introugen. Men det går, det går :D
Koksede kun lidt i det omkring frokost, da en pige spurgte mig, om jeg ikke skulle spise noget.
Men jeg havde maske og smil på og var total in charge. Tog endda initiativ til flere samtaler.
Har holdt madplanen (sådan næsten da. Har spist et æble og en skål A38 0,5 % med sødemiddel, men ikke suppe. Men gør det snart. Lover.).
Kan slet ikke vente til, at studiet rigtig starter og bare begrave mig selv i viden! Det bli'r så fedt! Skal bare lige have overstået det svære her med rusturen resten af introugen. Men det går, det går :D
onsdag den 1. februar 2012
Sccchh! Til stemmen i mit hoved, der igen og igen fortæller mig, at jeg er intet værd og jeg ikke kan.
Overlevede sørme. Igen i dag. Noget af en bedrift. Har fået frosteksem på mine hænder og smører dem i creme hele tiden. Av.
Overvandt selvskade i dag. Men ikke overspisning.
Panikker omkring i morgen. Tror en af underviserne er en jeg har snakket med hos LMS. Kan. Ikke. Overskue. Det. Men kan se noget skema-noget på nettet, og det virker ret overskueligt. Så skal lorte-intro forløb lige overståes og hverdagen i gang. Glæder mig til at fordybe mig.
Panikker over, at min trøst, når jeg har overspist er afføringsmiddel. Men det er lidt forskellige, hvor lang tid, der går før det virker. Og jeg ved ikke, hvornår dagen på skolen slutter præcist. Hvad gør man? Jeg kan ikke lade være med at tage dem, men jeg kan sgu da heller ikke skide på skolen på første dag. Det lugter jo slemt, og man får også ret meget luft i maven af pillerne. Ej, jeg kan virkelig ikke overskue det her. "Hej mit navn er Ditte. Jeg er 19 år og forresten skal jeg skide pænt meget. Hov, nu var det i bukserne. Neeeej, jeg er slet ikke underlig eller syg. Skal vi være i studiegruppe og være venner?". Jeg ser det for mig.
Okay. Jeg stopper med at panikke nu. Lige nu, sagde jeg. Så tager jeg lidt vand, børster mine tænder, tager mine piller, tager nattøj på, vælger et outfit til i morgen (noget med bordeaux og chunky strik) og hopper i seng med min bog.
I morgen vil jeg stå op kl. 6:30 og gå i bad. Så vil jeg gøre mig pæn og fin. Drikke en masse kaffe. Evt. brygge noget til termokanden. Så vil jeg cykle til skolen, så jeg er der kl 8:50 (skal møde kl. 9). Så er jeg der, vil gøre det så godt jeg kan. Og ikke spise før kl. 16, hvor jeg må tage et æble. Kl. 18 må jeg spise aftensmad (boullion-suppe + Knorr's Cup of Soup). Træning kl. 20-21 og så må jeg drikke et glas kakao (halv kakao, halv mælk). Jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt. Det kræver bare lidt struktur, ikke?
Overvandt selvskade i dag. Men ikke overspisning.
Panikker omkring i morgen. Tror en af underviserne er en jeg har snakket med hos LMS. Kan. Ikke. Overskue. Det. Men kan se noget skema-noget på nettet, og det virker ret overskueligt. Så skal lorte-intro forløb lige overståes og hverdagen i gang. Glæder mig til at fordybe mig.
Panikker over, at min trøst, når jeg har overspist er afføringsmiddel. Men det er lidt forskellige, hvor lang tid, der går før det virker. Og jeg ved ikke, hvornår dagen på skolen slutter præcist. Hvad gør man? Jeg kan ikke lade være med at tage dem, men jeg kan sgu da heller ikke skide på skolen på første dag. Det lugter jo slemt, og man får også ret meget luft i maven af pillerne. Ej, jeg kan virkelig ikke overskue det her. "Hej mit navn er Ditte. Jeg er 19 år og forresten skal jeg skide pænt meget. Hov, nu var det i bukserne. Neeeej, jeg er slet ikke underlig eller syg. Skal vi være i studiegruppe og være venner?". Jeg ser det for mig.
Okay. Jeg stopper med at panikke nu. Lige nu, sagde jeg. Så tager jeg lidt vand, børster mine tænder, tager mine piller, tager nattøj på, vælger et outfit til i morgen (noget med bordeaux og chunky strik) og hopper i seng med min bog.
I morgen vil jeg stå op kl. 6:30 og gå i bad. Så vil jeg gøre mig pæn og fin. Drikke en masse kaffe. Evt. brygge noget til termokanden. Så vil jeg cykle til skolen, så jeg er der kl 8:50 (skal møde kl. 9). Så er jeg der, vil gøre det så godt jeg kan. Og ikke spise før kl. 16, hvor jeg må tage et æble. Kl. 18 må jeg spise aftensmad (boullion-suppe + Knorr's Cup of Soup). Træning kl. 20-21 og så må jeg drikke et glas kakao (halv kakao, halv mælk). Jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt. Det kræver bare lidt struktur, ikke?
Abonner på:
Opslag (Atom)