Barndommen er slut

Det her har været længe undervejs.
Faktisk et år.
Et langt år fyldt med sorg, vrede, men mest af alt, bitterhed.
Over vores forstyrrelser; din personlighed og min spise. Over kampen om behov; dit for at være dig, og mit for at være mig. Over ikke at kunne forenes. At kompromis ikke var en mulighed; det var enten eller. Din eller min lykke.

Kan du huske alle de gange du tog mine nøgler, og cyklede væk for, at jeg ikke skulle gå? Eller dengang du kom til at smide din trøje i toilettet, og jeg gjorde det samme. Bare fordi, du syntes det var pinligt at sige til de voksne, og det var mindre pinligt, hvis jeg også havde gjort det? Eller dengang du fik dit første angstanfald, og blev vred på mig, fordi jeg senere forsøgte at lave matematik, og du havde brug for at snakke? Hvad med dengang på psyk. skadestuen, hvor du kom styrtende, efter jeg havde ringet, og du havde hende din klassekammerat med, og hun absolut ingen situationsfornemmelse havde? Og mit i min dybe depression, kiggede vi bare på hinanden og grinte?
Og alle de gange vi drukket os fulde og grint og grædt og råbt og passet på hinanden?

Alle kan vokse fra hinanden. Jeg troede bare ikke, at det ville ske for os. Jeg troede aldrig, at al min kærlighed til dig kunne overskygges af andet. Og slet ikke af vrede, sorg eller bitterhed.

Men det føltes som om, at du tog mit hjem fra mig. Det føltes som om, at du tog mig fra mig. Og spurgte om jeg ikke kunne være en anden. Og om jeg ikke nok ville gøre så meget plads til dig, at der ikke var plads til andre. Faktisk ikke engang plads til mig selv. Og det var hårdt. Og jeg skulle have sagt noget meget før, end jeg gjorde. Men det gjorde jeg ikke. Og da jeg endelig gjorde, og du stod der og skreg af mig. Og lige dér kunne jeg ikke mere.

Skal nok, Dr. Phil!!

Radioen summer i baggrunden, for det er endelig lykkedes mig at slukke for fjernsynet. Det har taget mig tre dage, men det står nu, som et glemt alter, helt mørkt - og jeg skal ikke tænde igen lige foreløbig.

Jeg elsker at se fjernsyn. Ikke bare sådan som lidt tidsfordriv, nej, jeg virkelig elsker det. Jeg kan forsvinde imens. Og jeg bilder mig selv ind, at jeg sagtens kan lave andet, end at se fjernsyn. Bare det altså er tændt. Og det kan jeg også; ordner negle, tager mavebøjninger og i reklamepauserne vasker jeg op.

Jeg levede engang mit liv i reklamepauserne. Og lavede alle planer udfra, hvornår der kom Beverly og Gilmore Girls.

Og det er egentlig en meget tryg base at vende tilbage til.

Når man sidder med reel eksamensangst, og det hele bliver så selvmodsigende; fordi jeg netop ikke læser op, fordi det betyder, at eksamen er tæt på, og det håber jeg virkelig ikke at den er. Men det eneste, der kan tage toppen af angsten er rent faktisk at være rigtig godt forberedt. Derfor skal jeg igang. Og tasterne r også ved at være varme nu.

Og jeg har vist egentlig også set min del af Dr. Phil.

Det er bare pjat, du er jo fjollet

Jeg ville ønske, at jeg magtede at skrive mere. Det gør mig jo så godt. Og få det ned på papir [okay så, på skærmen], såvel som at få det læst igennem, når jeg får de snæversynede briller af.
Så nu prøver jeg. Selvom jeg er ude af træning, og ikke helt ved, hvor jeg vil hen.

 

Men også uden et klart mål, kan man udvikle sig.

Jeg er angst, jeg er lykkelig, jeg er fuld, jeg er deprimeret, jeg er levende, jeg er angst.

Angst for at miste - og netop fordi; bliver holder jeg ekstra, ekstra godt fast - og bliver angst for, at min angst for at miste, får mig til at klemme livet - kærligheden - ud af det hele. Så luften går af ballonen, så at sige. Og sådan kører jeg i selvsving. Igen og igen.

Det værste er, når han er fuld.

Hvis han kommer hjem lige om lidt - og han ikke lige kysser mig indenfor 17 sekunder - så har han kysset med en anden. Så fortæller han mig, hvordan han elsker hende - og ikke mig, mere. Og jeg vil glædes over, at han har elsket mig. Men bagefter falde sammen, helt og absolut. Vi vil gå op og ned ad hinanden med klumper i maverne i måneder, før han endelig finder et nyt sted at bo.
Så vil jeg måske være et svagt minde for ham; den sindssyge kælling han engang så. Nej, jeg ved heller ikke, hvad han tænkte på.
Og jeg vil have noget at falde tilbage på. Men det vil mest være spiseforstyrrelse, selvskade og måske krydret med lidt promiskuitet. I det mindste vil jeg være tilbage i behandlingssystemet, hvor jeg for evigt vil befinde mig. Måske endda indlægge mig, i måneder. Bare for at få en lille pause, I ved.

Også når han kysser mig i 18. sekund, er jeg 3 år ude i en sørgelig fremtidsprofeti, om mit eget forfald - og han forstår ikke, at jeg virker lidt mærkelig..

Og sådan er der så meget, når man lever inde i sit eget hoved. Nogle gange bliver jeg bare sindssyg. Og lidt træt af, temmelig levende at blive forladt et par gange om dagen i mit eget sind. Og gentagende prøve at fortælle mig selv ; "det er bare pjat, du er fjollet".

Men så synger jeg med på Vågner i natten; "det bedste her i verden sker med dig, og kuuuuun dig"

- Og han siger; "Rimelig omklamrende type.. Altså jeg tror, jeg ville bakke ud med præstationsangst, hvis nogen havde det sådan med mig"

- Og jeg, kujonen, tør ikke at fortælle ham, at han er noget af det vigtigste. Også kører forestillingerne igen.

Det ER altså temmelig udmattende at være mig.

2 år siden

Følelsen af ... håbløshed husker jeg. Endda temmelig livagtigt. Selvom det på en eller anden mærkelig måde er blevet to år siden, at jeg mistede fodfæstet helt.

I dag er jeg et andet sted. Som jeg så tit skriver. Men d. 1. maj er en mærkedag. For at blive helt skør, men dog stadig at vælge livet. Og sådan er dét, og jeg vælger det stadig, næsten dagligt.

Svigtet?

Jeg har spist hele dagen. Jeg stod op i morges, som sædvanlig. Med hele dagen planlagt. Også begyndte jeg at spise. Og det har jeg gjort lige indtil for tyve minutter siden. Jeg har ikke svaret på nogen beskeder, og jeg hader solskinnet. Det bekræfter følelsen af at spilde. Både de penge jeg ikke har på det her ædeflip, såvel som en faktisk temmelig dejlig dag. 

Det er bare sådan en af de der dage, og de der dage egner jeg mig ikke til. Jeg bliver alt for påvirket af dette semesters tema; udsatte børn og unge.
I forbindelse med uddannelsen har jeg læst Zornigs "Vrede er mit mellemnavn" - og jeg kan genkende det. Ikke alkoholen - men lidt af volden, det var bare ikke mod mig.
Usikkerheden over, hvad hver dag byder på. Tvivlen om omsorg, og kravet på den. Behovet for voksenkontakt.

Jeg elsker mine forældre højt. De er ikke udsatte voksne. De har aldrig været på kontanthjælp eller haft et misbrug. Men de kunne måske ikke magte os alle sammen, og deres karriere? Måske var mine behov for omsorg større, end de flestes? Måske var netop de to en dårlig kombination til at tackle de udfordringer det at have børn kræver?

Jeg har ikke svar på det. Og for mig er netop det frustrerende. Jeg er overbevist om, at jeg kunne kæmpe bedre, hvis jeg havde haft voksne der støttede mig - og ikke blot var overbeviste om, at jeg selvfølgelig skulle og kunne klare det hele selv, altid.

Jeg overvejer at søge aktindsigt. For at se, hvilke overvejelser sagsbehandlerne egentlig gjorde sig om mig. Og i og med en af mine søskende blev anbragt må der vel være noget på mig? Ikke mindst fordi jeg selv underrettede om min mistrivsel som 15-årige. Eller fra 16-års alderen, hvor de foretog § 50-undersøgelsen. Eller de underretninger min psykolog efterfølgende skrev. Og jeg ikke hørte noget før jeg fyldte 18, hvor de afsluttede min sag, da jeg nu var voksen.

Men sagen er egentlig, at alt dette ikke ændrer noget. Jeg er ikke blevet mere eller mindre svigtet, fordi det står i beskrevet i støvede sagsakter. De udfordringer og kampe jeg kæmper nu - deres opståen kan ikke længere forhindres. Jeg kan lade være med at kaste op, og spise mekanisk igen imorgen, og det er det jeg må gøre.  

Om at blive det, jeg egentlig har lagt bag mig

Jeg vågnede kl. 4:37, grædende. Men uden helt at vide, hvorfor. Jeg vidste godt, at jeg havde haft en drøm. Hvor alt, hvad jeg har bygget mit liv op til at være igennem de sidste to år, forsvandt.
Jeg vidste godt, at det ikke rigtig var rigtigt.
Jeg vidste godt, at det var en drøm.
Men nogle følelser, ofte dem man frygter mest, sidder i én i alt for lang tid. Og i dag har været en af de sjældne dage, hvor hvad jeg frygter, er det jeg bliver til.

Jeg har ikke kunnet genkende mig. For jeg er vokset, meget.

I dag har jeg kunnet høre min indre kritiker i alt, hvad jeg har foretaget mig.

"Hvorfor siger du noget, din stemme er forfærdelig"
"Det, du siger, giver ingen mening - stop"
"DU kan ikke gå udenfor, du er for FED"
"Ingen kan elske dig, du er for FED"
"Du er grim, tro ikke, at du er noget"
"Hvad i alverden havde du egentlig tænkt dig med det tøj? DU kan ikke bære det"
"DU er intet værd"
"DU er ingenting værd"
"DU er værdiløs"

Og nu har jeg "delt" en flaske rødvin med min kæreste og hans ven. Og med "delt" mener jeg, at de har fået et halvt glas hver, mig resten. Men det ved de vist ikke.
Og det har lagt en dæmper på kritikeren. Men nu er det eneste, der er tilbage; gråden. Sorgen.
Over alt det jeg ikke kan håndtere, og ikke vil håndtere.

Og man siger vel egentlig også, at alkohol egentlig bare forstærker den følelse man allerede har. Indtal man har drukket sig fuldstændig sanseløs. Så det er det, jeg har lyst til nu. Og er godt på vej, min tolerance er ikke, hvad den har været. Så skål.

Ikke bare snak - men handling!

Sidsen sidst har jeg:

- styrtet rundt og hentet udtalelser, erklæringer, anbefalinger
- scannet alt ind
- brugt millioner af timer på at skrive CV
- brugt milliarder af timer på at skrive motiveret ansøgning
- gået til matematik 3 aftener om ugen
- Arbejdet engageret på mit studie. Altså læst alt, deltaget i diskussioner og er godt igang med innovativt projekt.
- Fortsat på at arbejde hårdt på de 2 studiejobs
- Fået et frivilligt arbejde
- Holdt foredrag for 40 mennesker i Odense om bulimi

Og igår, efter arbejde, sendte jeg det afsted. Bum. Nu er det op til nogle andre og vurdere. Og jeg kommer nok ikke ind, men jeg har gjort, hvad jeg kunne. Og så søger jeg bare næste år igen.
Skal nok prøve at lade være med at blive ked af det.