Liste over sårende ting, der kan siges til en, der virkelig prøver at dyrke motion for sjov

"Hvor lang tid tager det dig egentlig at løbe 5 k?" 

"I går tog det mig 35 min."

"Det var da godt nok langsomt"

"Altså tidligere på ugen tog det mig 40 min."

"Ja, altså.. Nu ved jeg godt, at der er forskel på drenge og piger og sådan noget.. Men da jeg løb tog det mig 23 min. at løbe 5 k. "

Min sutteklud, min "instant mommy"

Første gang jeg tog et hvæs af en cigaret var i 9. klasse, hvor jeg lod drengene overtale mig. Jeg gjorde det for at blive respekteret. For at passe ind.

Men jeg kom ikke til at passe ind. Jeg var allerede anderledes. Levede i en parallel virkelighed. 
Og de næste mange cigaretter jeg røg, foregik i skjul. Jeg røg altid helt alene. Fordi jeg deprimeret, fordi jeg håbede, at det ville tage livet af mig. Ingen vidste noget - hverken familie, venner, skole - og jeg hadede at ryge, men jeg så det som en nødvendighed. 

Siden har det været min tryghed. En ny måde at trække vejret på. Cigaretterne var der, når en eksamen skulle fejres. Cigaretterne var der, når min sult skulle fortrænges. Cigaretterne var der, når jeg skulle møde nye mennesker. De blev en forlængelse af mig, en 6. finger jeg altid kunne trække mig tilbage med. Min trøst, min sorg, mit liv og min død.

Og det lyder jo absolut absurd - men jeg tror, at psykisk sårbare, der ikke har så mange at læne sig op af sætter så meget pris på den lille tryghed, der kan være i en cigaret - at det kan være forskellen mellem liv og død. 

Men jeg har det bedre, jeg har det godt. Jeg har tryghed i andet - i andre. Og nu skærer jeg ned.
Normalt har jeg røget ca. 10 om dagen, så månedligt ca. 15 pakker
15 pakker * 40 kr. = 600 kr. månedligt.

600 kr., der kunne gå til restaurant besøg, rejser, bøger, nyt tøj....

Så langsomt lægger jeg vanen fra mig. Idag begynder min 4. uge med 3 eller under cigaretter om dagen. Og ved i hvad? Jeg tror, jeg overlever. Og en dag stopper jeg sgu helt.

Hvad kærlighed egentlig er

De fleste starter med at tro, at kærlighed næsten er en fysisk størrelse. En pil, der rammer en - fjerner sorger, sletter tvivl. En pil, der giver én nyt liv, en pil der sletter alt forhenværende. Men sådan tror jeg ikke, at kærlig er mere. 

Jeg har oplevet kærlighed. Den første ægte kærlighed, der rev mig i stykker. Og det tog tid, for det gjorde så ondt, så ondt. Og jeg troede aldrig, at jeg ville komme mig. I dag kan jeg se ham i øjnene uden at føle det meste. 

Kærlighedshungrende, som jeg var, troede jeg naivt, at kærlighed og tryghed var det samme. Og selvom vi begge to blev ved med at prøve, så kom jeg aldrig til at elske ham. Men alt er jo også nemmere i retrospekt. 

Bagefter prøvede jeg virkelig at lære at elske mig selv, ved at få andre til at elske mig. Min årsopgørelse skræmte mig faktisk lidt, og vidner lidt om den anerkendelse jeg søgte.

Men så mødte jeg ham. Ham, jeg troede skulle ændre mit liv. Og det gjorde han på en måde også, han fik mig ihvertfald til at ændre mit syn på mig selv. Til det værre - tænk, at det var muligt. 

For 2 år siden - mit i mit følelsesmæssige kaos skete der så noget andet. Jeg fandt noget, jeg virkelig kunne mærke var værdifuldt. Og i stedet for at storme ud i det, blev jeg virkelig bange. Men han viste sig at være noget andet, kunne noget andet. Han er den bedste til at være der. Og jeg bliver rolig i hans nærvær. Noget jeg ikke har behov for hele tiden at vise til hele verden, fordi jeg føler mig sikker. Og selvom vi har vores forskelle, og der altid er udfordringer - så elsker jeg ham bare. Og jeg håber på, og vil arbejde for at vi skal være sammen resten af livet. 

Negativ

Jeg ved ikke, hvornår jeg følte mig som den største taber. Da jeg ikke kom ind på drømmestudiet eller da jeg blev afvist efter en jobsamtale. Måske var det i virkeligheden i dag, da jeg stod i køen i supermarkedet og blev nødt til at tage en graviditetstest ned på båndet.

Bare rolig, den var negativ. Og så var jeg straks på toppen igen. Så meget, som jeg nu kan være. Deprimerede fjols.

Ej, jeg blev oprigtig glad og lettet. Jeg har virkelig ikke lyst til flere aborter, men det er på ingen måde noget grundlag for at få et barn. Og det slipper jeg for overhovedet at skulle tage stilling til. Hvilket egentlig også kun er fair, nu når jeg faktisk tager mine p-piller, som jeg skal.
Nu ved jeg bare ikke, hvorfor min menstruation ikke kommer, men den dukker vel nok op, når den har lyst.

Nu prøver jeg så at strukturere mig. Købe bøger, kopiere bøger (=spare mange penge!), lave læseplan, læse, drikke dagens 5. kop kaffe og så videre.. Hold kæft, hvor er det her uinteressant - jeg tror bare, jeg læser videre og skriver om fiaskofølelser en anden dag.

Fiasko?

Jeg betragter mine ar, og mindes den slags smerte - der kun fremkaldes, når kniven føres mod egen hud. Den kamp mod ens krop, som man vinder. Man gennemtvinger smerten, man lykkedes med sin egen fiasko.

Jeg overvejer et kort øjeblik at gå ud i køkkenet og føre den mod mit lår. Men det er mange år siden sidst, og jeg burde vide bedre. Jeg burde vide, at der findes andre måder.

Og alligevel kan jeg ikke rigtig se andre. Eller jeg har faktisk 25 circadin liggende. De er godt nok fra 2010, men burde det ikke bare hjælpe på sagen?

Men det nytter jo ikke noget. Det er bar fristende at stoppe med at kæmpe for at blive den, jeg drømmer om engang at være. Fordi det indebærer så mange fiaskoer, og jeg har altid tacklet nederlag dårligt. Og nok dårligere, end de fleste. Og det her er min selvmedlidenhed på aller højest plan, og det magter jeg egentlig ikke. Så jeg burde nok bare tørre øjnene, og komme op på hesten igen. Så det gør jeg, bare ikke en hest, der er lige så høj.

Om træning

Dengang jeg var en lille pige hadede jeg motion. Som motorisk udfordret og hypermobil kunne jeg hverken sjippe eller gribe en bold, og om mit liv afhang af det kunne jeg ikke stå på et ben. At hoppe uden at falde var en udfordring.
Med lidt fysioterapi og meget stædighed kom jeg dog lidt efter det, og lærte de mest basale ting.

I spiseforstyrrelsens spæde år, hvor jeg egenhændigt forsøgte at komme af med mit hvalpefedt som 9-årig sørgede jeg selv for at gå til badminton, og blev glad for det. Kastede mig endda ud i volleyball, som bragte mig en masse succesoplevelser rent præstationsmæssigt, og virkelig mange nederlag socialt.

Så kom overgreb, depression, overspisning og fedmen.

Og da spiseforstyrrelsens anorektiske aspekt ramte mig begyndte træningen. Langsomt kom den snigende med et mål og et løbeprogram: lær at løbe 12 min. i træk. Som kiloene forsvandt, blev løbeturene længere. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg var fuldstændig overbevist om, at løb kunne kurere alt fra knæskader til hjertesorger. Smerte er svaghed, der forlader kroppen. Jeg kompenserede for mine overspisninger og mit selvværd ved at løbe i op til 3 timer. Nogle gange bare fordi den uendelige angst kun gik væk af at kunne høre min løbesko mod asfalten, nogle gange løb jeg bare indtil jeg græd.

I dagene op til jeg lagde mig syg med mononukleose løb jeg en time dagligt. Og jeg havde det konstant som om jeg var ved at besvime. Jeg husker det meget tydeligt.

Min behandling fik mig langsomt til at give slip på træningen. Det gik op for mig, at løb var spiseforstyrrelsens domæne, og hvis jeg skulle hejse det hvide flag for den evige jagt på vægttab måtte jeg holde en pause.

I juni startede jeg så på et løbeprogram igen. Min form var elendig, og det var en udfordring at løbe 3 minutter i streg. Tilgengæld gjorde min app, at jeg fulgte tiderne slavisk - og at spiseforstyrrelsen ikke pressede mig. Derudover er min app fri fra at tælle kalorier, så turene bliver ikke en del af at regnskab, som spiseforstyrrelsen kræver altid burde stå i 0.

Alligevel er det svært. Jeg læsten engang en artikel; 4 ud af 5 kvinder løber for at tabe sig. Hvordan bliver man den ene, der løber for psykisk og fysisk velvære, for motionen, for ikke at tage på og for et åndehul?
Hvornår ved jeg, at træningen er min og ikke spiseforstyrrelsens? For jeg kan så tydeligt og tit høre dens stemme på vej ud på en tur - jeg ignorerer den, men den er der.

Jeg ved det ikke. Men jeg overholder app'ens regler; træner aldrig mere end hver anden dag, og kun ca. 30 min. Jeg ændrer ikke mine spisevaner, jeg tæller ikke kalorier.

Men når jeg ikke helt kan tage mig sammen til dagens træning, og motivationen bliver at kigge på mine lår, er det så en spiseforstyrret løbetur?

Grænsen er hårfin, og jeg ved ikke hvordan man genkender den før den er overskredet. Men det vigtigste er vel at lytte til sig selv og ens krops signaler.

En rettesnor for mig er følelsen, når jeg er færdig. Er jeg glad for, at jeg kom afsted, eller vred over at jeg ikke gjorde det bedre?

Andre gode råd modtages med kyshånd!

Fra en, der for første gang i sit liv prøver at dyrke motion for sjov, ikke for vægttab. 

Håbet var jo også kun spinkelt

Og livet har ikke ændret sig - med forskel fra, at jeg kastede mig ud i at turde at håbe, velvidende at håbet var midlertidigt - for kun at blive erstattet af - ikke skuffelse - men måske nærmere mod noget håbløshed.

Når jeg nogensinde det, jeg drømmer om? Skal jeg omstille mine drømme? På noget mere opnåeligt? Skal jeg stille mig tilfreds? Med det middelmådige? Evner jeg at kæmpe for, at andre skal se det brilliante i mig, når jeg konstant selv tvivler?

For måske er jeg bare ikke kvalificeret, det er ikke meningen at jeg skal studere på det niveau, jeg skal stille mig tilfreds med at være middelmådig? Er middelmådig et skældsord?

Men det er nok alt sammen for store spørgsmål i dag, hvor jeg også fordøjer ikke at være kommet ind på drømmestudiet. Jeg glædes da også over ikke at have grædt. Til gengæld har jeg spist, dog ikke kastet op - vil jeg gerne understrege. Det er enorme mængder, der er røget i mig, men jeg har ikke kastet op - på trods af at jeg har været alene hjemme hele dagen. C'est pas la peine, lev livet og følg dine drømme.

I'll be back