Håb og frygt

Det her handler om at træde ind i et rum og ikke kende nogen. At skulle sidde foran flere vidt fremmede og krænge sit inderste helt ud til det aller yderste, hvor jeg er allermest følsom.
Det er at åbne op, åbne op for behandling. Åbne op for muligheden, at mit liv kan leves anderledes.

Overvejelsesforløbet har temaer, og det første jeg var igennem var håb og frygt for behandling.
Hvad vil jeg opnå, og hvorfor er det hele så ubeskriveligt uhyggeligt.

Mit håb:

At være stabil på humør, energi og vægt
Bedre koncentrationsevne
Ikke altid være bange for ikke at være god nok, og om folk kan lide mig
Stoppe selvhad
At familie stopper med at bekymre sig, men interesserer sig
Ikke at skulle være på kur

Min frygt:

At være TYK
At være psykisk syg
Frygter, at hvis jeg giver lidt slip - skrider alt
Ved ikke, hvordan jeg skal cope non-selvdestruktivt
Hvem er jeg, når jeg er glad?
Ikke at skulle være på kur

-

Det gjorde en forskel. At forestille sig livet uden sult, overspisninger, opkastninger og se det. Alt det, der kunne ske, der kunne have været. Og mærke frygten.. Den ambivalente frygt når noget forfærdeligt også er noget der føles trygt. Et slags uvejr man har taget regntøj på for.
Og meget befriende, at der fandtes et rum, hvor der var plads til at sige, at jeg ikke kunne leve på den måde, men jeg kunne heller ikke lade være. Og i stedet for at blive dømt, kastet til side, så spurgt, hvad sygdommen bibringer til mit liv, som jeg ikke kan undvære.
Som den helt spæde start på at prøve at finde et substitut.