Det er svært at blogge. Rigtig svært, og det har det været det sidste halve år.
Jeg har det bedre, meget bedre. Og jeg vil forsøge fremover at kigge tilbage på min behandling igennem min blog - for at anerkende de redskaber jeg har fået og huske mig selv på, hvordan man skruer med skruetrækkeren.
Det er svært at skrive noget generelt om terapien, der foregik i en gruppe. Uanset om man er spiseforstyrret eller ej, så er der nogle mennesker man bare syntes er irriterende. Og de kan være i ens gruppe - men jeg vil ikke udlevere dem her - det er for nedladende. Men ville nok være noget jeg var kommet til i frustrationer over ikke at måtte sige til folk; "tag dig nu liiiiiiige lidt sammen...".
Jeg læser stadig, har en fantastisk kæreste (som har holdt mig ud i et halvt år nu), har det samme lortejob, slutter behandling d. 10. maj, går i kropsterapi og er i det hele taget nået MEGET langt.
Jeg spiser 5-6 måltider om dagen, overspisninger er der 1-2 gange om ugen i gennemsnit, hvilket er en væsentlig reducering - og min diætist har netop idag sagt, at de er subjektive, altså er det kun mig, der synes det er overspisninger. Ikke desto mindre kaster jeg stadig op, men væsentligt mindre.
Jeg har lige gennemført to pårørendeeftermiddage til behandlingen, som gik over al forventning. Og det er vidst det for nu. Må finde ud af en form til mine indlæg, som er passende til en bulimiker i bedring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar