Lykkepiller

I forbindelse med min behandling er jeg blevet diagnosticeret. Jeg mangler et punkt før jeg er på anoreksi - vægten. Og jeg er på vej derned af. Det vil jeg ikke forholde mig til.
Jeg har også haft borderliner-træk. Det vil jeg ikke forholde mig til. 
Jeg vil heller ikke forholde mig til, at min hoveddiagnose hedder depression. Jeg føler ikke, at jeg er depressiv. Så har jeg i hvert fald været det hele mit liv. Måske har jeg det, måske er jeg det. Det lyder bare så banalt. Og jeg kan ikke rigtig tage det til mig. Får antidepressive mod regulær til svær depression, og pillerne har fået mig længere ned. Da sagde lægen også var meget normalt. Man ville få det værre indtil man fik det bedre. Og det må gerne være snart.
Sover hele tiden, har intet psykisk overskud, græd sgu i Netto i dag fordi jeg følte, at jeg ikke kunne finde ud af at handle. Det tog mig 55 minutter at købe ymer og havregryn. Fordi jeg først gik rundt og tog en masse ting op i min kurv, som jeg lagde tilbage igen. Det gjorde jeg 4-5 gange. Også rundt i hele butikken igen og kigge på alle varedeklarationer for at tjekke, om man nu får det letteste. Alligevel gik det galt og har ædt ymer og havregryn og majs. I alt for store mængder. Og jeg har ikke nogen vægt. Og min psykolog aflyste i denne her uge. Og jeg falder. Falder helt og absolut fra hinanden.
Og der er slet ingen
der ser
at jeg
er
forsvindende
og om lidt er jeg forhåbentlig
helt og aldeles væk
for det er der lykken er
helt og aldeles væk