Fiasko?

Jeg betragter mine ar, og mindes den slags smerte - der kun fremkaldes, når kniven føres mod egen hud. Den kamp mod ens krop, som man vinder. Man gennemtvinger smerten, man lykkedes med sin egen fiasko.

Jeg overvejer et kort øjeblik at gå ud i køkkenet og føre den mod mit lår. Men det er mange år siden sidst, og jeg burde vide bedre. Jeg burde vide, at der findes andre måder.

Og alligevel kan jeg ikke rigtig se andre. Eller jeg har faktisk 25 circadin liggende. De er godt nok fra 2010, men burde det ikke bare hjælpe på sagen?

Men det nytter jo ikke noget. Det er bar fristende at stoppe med at kæmpe for at blive den, jeg drømmer om engang at være. Fordi det indebærer så mange fiaskoer, og jeg har altid tacklet nederlag dårligt. Og nok dårligere, end de fleste. Og det her er min selvmedlidenhed på aller højest plan, og det magter jeg egentlig ikke. Så jeg burde nok bare tørre øjnene, og komme op på hesten igen. Så det gør jeg, bare ikke en hest, der er lige så høj.

Om træning

Dengang jeg var en lille pige hadede jeg motion. Som motorisk udfordret og hypermobil kunne jeg hverken sjippe eller gribe en bold, og om mit liv afhang af det kunne jeg ikke stå på et ben. At hoppe uden at falde var en udfordring.
Med lidt fysioterapi og meget stædighed kom jeg dog lidt efter det, og lærte de mest basale ting.

I spiseforstyrrelsens spæde år, hvor jeg egenhændigt forsøgte at komme af med mit hvalpefedt som 9-årig sørgede jeg selv for at gå til badminton, og blev glad for det. Kastede mig endda ud i volleyball, som bragte mig en masse succesoplevelser rent præstationsmæssigt, og virkelig mange nederlag socialt.

Så kom overgreb, depression, overspisning og fedmen.

Og da spiseforstyrrelsens anorektiske aspekt ramte mig begyndte træningen. Langsomt kom den snigende med et mål og et løbeprogram: lær at løbe 12 min. i træk. Som kiloene forsvandt, blev løbeturene længere. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg var fuldstændig overbevist om, at løb kunne kurere alt fra knæskader til hjertesorger. Smerte er svaghed, der forlader kroppen. Jeg kompenserede for mine overspisninger og mit selvværd ved at løbe i op til 3 timer. Nogle gange bare fordi den uendelige angst kun gik væk af at kunne høre min løbesko mod asfalten, nogle gange løb jeg bare indtil jeg græd.

I dagene op til jeg lagde mig syg med mononukleose løb jeg en time dagligt. Og jeg havde det konstant som om jeg var ved at besvime. Jeg husker det meget tydeligt.

Min behandling fik mig langsomt til at give slip på træningen. Det gik op for mig, at løb var spiseforstyrrelsens domæne, og hvis jeg skulle hejse det hvide flag for den evige jagt på vægttab måtte jeg holde en pause.

I juni startede jeg så på et løbeprogram igen. Min form var elendig, og det var en udfordring at løbe 3 minutter i streg. Tilgengæld gjorde min app, at jeg fulgte tiderne slavisk - og at spiseforstyrrelsen ikke pressede mig. Derudover er min app fri fra at tælle kalorier, så turene bliver ikke en del af at regnskab, som spiseforstyrrelsen kræver altid burde stå i 0.

Alligevel er det svært. Jeg læsten engang en artikel; 4 ud af 5 kvinder løber for at tabe sig. Hvordan bliver man den ene, der løber for psykisk og fysisk velvære, for motionen, for ikke at tage på og for et åndehul?
Hvornår ved jeg, at træningen er min og ikke spiseforstyrrelsens? For jeg kan så tydeligt og tit høre dens stemme på vej ud på en tur - jeg ignorerer den, men den er der.

Jeg ved det ikke. Men jeg overholder app'ens regler; træner aldrig mere end hver anden dag, og kun ca. 30 min. Jeg ændrer ikke mine spisevaner, jeg tæller ikke kalorier.

Men når jeg ikke helt kan tage mig sammen til dagens træning, og motivationen bliver at kigge på mine lår, er det så en spiseforstyrret løbetur?

Grænsen er hårfin, og jeg ved ikke hvordan man genkender den før den er overskredet. Men det vigtigste er vel at lytte til sig selv og ens krops signaler.

En rettesnor for mig er følelsen, når jeg er færdig. Er jeg glad for, at jeg kom afsted, eller vred over at jeg ikke gjorde det bedre?

Andre gode råd modtages med kyshånd!

Fra en, der for første gang i sit liv prøver at dyrke motion for sjov, ikke for vægttab. 

Håbet var jo også kun spinkelt

Og livet har ikke ændret sig - med forskel fra, at jeg kastede mig ud i at turde at håbe, velvidende at håbet var midlertidigt - for kun at blive erstattet af - ikke skuffelse - men måske nærmere mod noget håbløshed.

Når jeg nogensinde det, jeg drømmer om? Skal jeg omstille mine drømme? På noget mere opnåeligt? Skal jeg stille mig tilfreds? Med det middelmådige? Evner jeg at kæmpe for, at andre skal se det brilliante i mig, når jeg konstant selv tvivler?

For måske er jeg bare ikke kvalificeret, det er ikke meningen at jeg skal studere på det niveau, jeg skal stille mig tilfreds med at være middelmådig? Er middelmådig et skældsord?

Men det er nok alt sammen for store spørgsmål i dag, hvor jeg også fordøjer ikke at være kommet ind på drømmestudiet. Jeg glædes da også over ikke at have grædt. Til gengæld har jeg spist, dog ikke kastet op - vil jeg gerne understrege. Det er enorme mængder, der er røget i mig, men jeg har ikke kastet op - på trods af at jeg har været alene hjemme hele dagen. C'est pas la peine, lev livet og følg dine drømme.

I'll be back 

Der findes to slags mennesker

Det er egentlig sjovt, hvordan nogle bare kaster sig hovedkuls ud i livet - ikke uden frygt, men med visheden om, at det jo nok enten bærer eller brister - også tager vi den fra der.

Og nogle sidder, som jeg, bag skærmen. Og tør ikke rigtig at.. leve. Jovist, jeg har kastet mig - og det hele har været bristet. Men måske er jeg bare ikke helt noget til der, hvor jeg synes, at det hele gjorde mig klogere. Jeg er kun blevet længere tid om at hele.

Velvidende, at jeg vil fremad - jeg vil ikke gå i stilstand lige her, og det er forresten ikke engang en mulighed - sidder jeg og læser jobannoncer. Med hjertet siddende op i halsen. Jeg er slet ikke bange for at få et nej, jeg er bange for at få et ja. For det er kun et spørgsmål om tid, før de gennemskuer mit bluff.

Og helt ærligt - det nederlag er jeg ikke i stand til at modtage. Så stopper jeg måske bare kampen og arbejder i supermarkedet resten af mit liv. Hvilket jeg forresten heller ikke er god til.  

Barndommen er slut

Det her har været længe undervejs.
Faktisk et år.
Et langt år fyldt med sorg, vrede, men mest af alt, bitterhed.
Over vores forstyrrelser; din personlighed og min spise. Over kampen om behov; dit for at være dig, og mit for at være mig. Over ikke at kunne forenes. At kompromis ikke var en mulighed; det var enten eller. Din eller min lykke.

Kan du huske alle de gange du tog mine nøgler, og cyklede væk for, at jeg ikke skulle gå? Eller dengang du kom til at smide din trøje i toilettet, og jeg gjorde det samme. Bare fordi, du syntes det var pinligt at sige til de voksne, og det var mindre pinligt, hvis jeg også havde gjort det? Eller dengang du fik dit første angstanfald, og blev vred på mig, fordi jeg senere forsøgte at lave matematik, og du havde brug for at snakke? Hvad med dengang på psyk. skadestuen, hvor du kom styrtende, efter jeg havde ringet, og du havde hende din klassekammerat med, og hun absolut ingen situationsfornemmelse havde? Og mit i min dybe depression, kiggede vi bare på hinanden og grinte?
Og alle de gange vi drukket os fulde og grint og grædt og råbt og passet på hinanden?

Alle kan vokse fra hinanden. Jeg troede bare ikke, at det ville ske for os. Jeg troede aldrig, at al min kærlighed til dig kunne overskygges af andet. Og slet ikke af vrede, sorg eller bitterhed.

Men det føltes som om, at du tog mit hjem fra mig. Det føltes som om, at du tog mig fra mig. Og spurgte om jeg ikke kunne være en anden. Og om jeg ikke nok ville gøre så meget plads til dig, at der ikke var plads til andre. Faktisk ikke engang plads til mig selv. Og det var hårdt. Og jeg skulle have sagt noget meget før, end jeg gjorde. Men det gjorde jeg ikke. Og da jeg endelig gjorde, og du stod der og skreg af mig. Og lige dér kunne jeg ikke mere.

Skal nok, Dr. Phil!!

Radioen summer i baggrunden, for det er endelig lykkedes mig at slukke for fjernsynet. Det har taget mig tre dage, men det står nu, som et glemt alter, helt mørkt - og jeg skal ikke tænde igen lige foreløbig.

Jeg elsker at se fjernsyn. Ikke bare sådan som lidt tidsfordriv, nej, jeg virkelig elsker det. Jeg kan forsvinde imens. Og jeg bilder mig selv ind, at jeg sagtens kan lave andet, end at se fjernsyn. Bare det altså er tændt. Og det kan jeg også; ordner negle, tager mavebøjninger og i reklamepauserne vasker jeg op.

Jeg levede engang mit liv i reklamepauserne. Og lavede alle planer udfra, hvornår der kom Beverly og Gilmore Girls.

Og det er egentlig en meget tryg base at vende tilbage til.

Når man sidder med reel eksamensangst, og det hele bliver så selvmodsigende; fordi jeg netop ikke læser op, fordi det betyder, at eksamen er tæt på, og det håber jeg virkelig ikke at den er. Men det eneste, der kan tage toppen af angsten er rent faktisk at være rigtig godt forberedt. Derfor skal jeg igang. Og tasterne r også ved at være varme nu.

Og jeg har vist egentlig også set min del af Dr. Phil.

Det er bare pjat, du er jo fjollet

Jeg ville ønske, at jeg magtede at skrive mere. Det gør mig jo så godt. Og få det ned på papir [okay så, på skærmen], såvel som at få det læst igennem, når jeg får de snæversynede briller af.
Så nu prøver jeg. Selvom jeg er ude af træning, og ikke helt ved, hvor jeg vil hen.

 

Men også uden et klart mål, kan man udvikle sig.

Jeg er angst, jeg er lykkelig, jeg er fuld, jeg er deprimeret, jeg er levende, jeg er angst.

Angst for at miste - og netop fordi; bliver holder jeg ekstra, ekstra godt fast - og bliver angst for, at min angst for at miste, får mig til at klemme livet - kærligheden - ud af det hele. Så luften går af ballonen, så at sige. Og sådan kører jeg i selvsving. Igen og igen.

Det værste er, når han er fuld.

Hvis han kommer hjem lige om lidt - og han ikke lige kysser mig indenfor 17 sekunder - så har han kysset med en anden. Så fortæller han mig, hvordan han elsker hende - og ikke mig, mere. Og jeg vil glædes over, at han har elsket mig. Men bagefter falde sammen, helt og absolut. Vi vil gå op og ned ad hinanden med klumper i maverne i måneder, før han endelig finder et nyt sted at bo.
Så vil jeg måske være et svagt minde for ham; den sindssyge kælling han engang så. Nej, jeg ved heller ikke, hvad han tænkte på.
Og jeg vil have noget at falde tilbage på. Men det vil mest være spiseforstyrrelse, selvskade og måske krydret med lidt promiskuitet. I det mindste vil jeg være tilbage i behandlingssystemet, hvor jeg for evigt vil befinde mig. Måske endda indlægge mig, i måneder. Bare for at få en lille pause, I ved.

Også når han kysser mig i 18. sekund, er jeg 3 år ude i en sørgelig fremtidsprofeti, om mit eget forfald - og han forstår ikke, at jeg virker lidt mærkelig..

Og sådan er der så meget, når man lever inde i sit eget hoved. Nogle gange bliver jeg bare sindssyg. Og lidt træt af, temmelig levende at blive forladt et par gange om dagen i mit eget sind. Og gentagende prøve at fortælle mig selv ; "det er bare pjat, du er fjollet".

Men så synger jeg med på Vågner i natten; "det bedste her i verden sker med dig, og kuuuuun dig"

- Og han siger; "Rimelig omklamrende type.. Altså jeg tror, jeg ville bakke ud med præstationsangst, hvis nogen havde det sådan med mig"

- Og jeg, kujonen, tør ikke at fortælle ham, at han er noget af det vigtigste. Også kører forestillingerne igen.

Det ER altså temmelig udmattende at være mig.