Fortidens slør

Tag mig lige sammen!!

Hvornår lærer jeg, at 45 minutters løb efter 30 minutters cykling på en bund af 800 kcal indtaget for 7 timer siden, er en rigtig dårlig idé og er lig med lots of kvalme. Overvejer at spise noget, men kan ikke bestemme mig for, om det gør det hele bedre eller være. Eller om hvis det gør godt fysisk, bare ødelægger psykisk.
Har ikke turdet at stille mig på vægten de to sidste dage, fordi jeg bare har holdt de største ædefester med mig selv. Ad. Jeg gør det imorgen, og måske spiser jeg noget vandmelon. 30 kcal pr. 100 gr. er jo til at leve med. Mangler også væske.

Tid

Det sidste års tid har jeg været enormt stresset. Jeg skulle hele tiden prioritere, om mit sidste år på gymnasiet, min familie, min kæreste, motion eller mine veninder var det vigtigste lige nu.

Lektier og opgaver blev lavet i transport tiden imellem kæreste og familie, hverdagsaftener med veninder blev sene og weekender blev reserveret til familie og kæreste. Altid noget, jeg ikke nåede.
Nu er der ingen kæreste længere. Og veninder jeg gider at se, er reduceret til 2. Min søster er ikke en del af mit liv i øjeblikket, og dermed er der "kun" 4 søskende at huske at se. Min far er ikke en del af mit liv lige pt., han har valgt ikke at prioritere tid med mig, så jeg gider ikke at tage kontakt. Ikke mere.
Skolen er slut - det er bare læsning.

Så lige pludselig er der en del mennesker, der er elimineret fra mit liv. En del transporttid sparet. En del tid mere, hvor jeg bare føler mig ensom. Og savner ham. Lort. Jeg hader den slags tid, ensomhedens tid. Jeg er ikke god til det. Jeg skal holde mig selv igang, ellers skær jeg. Jeg skal holde mig selv igang.

Når ens drøm ikke er det man vil have

Jeg har fundet ud af problemet. Problemet imellem mig og den nuværende eks. Problemet var vel hos mig, fordi det var mig, der ikke vidste, hvad jeg ville have, og hvordan skulle han så vide, hvordan han kunne give mig det? 

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil have, men jeg ved godt, hvad mit problem er. Jeg kan ikke bestemme mig for, om jeg vil være barn eller voksen. Det er et dilemma jeg møder hver dag - det jeg drømmer om, og det jeg har brug for.
I min drøm er jeg voksen. En rigtig voksen, der bager groft brød og holder vaske-søndage og har børn og mand og søndage ved søerne. Går i højtaljede nederdele og binder mit hår op i en stram knude, uden at ligne en, der klæder sig ud. Jeg har sgu styr på det, i drømmen. Arbejde, mand, skønhed, følelser. Men det er vel ganske almindeligt, at man drømmer om at have styr på det.

Problemet er, at det slet ikke er det jeg vil. Jeg har ikke lyst til at have styr på det hele, eller bage groft brød til min mand og bare vise hele verden, hvor styr på alt jeg bare har. Sådan er jeg ikke. Jeg har ikke styr på andet, end mig selv. Og det har jeg BEHOV for. MIG. At jeg er mig, og prøver at få det koncept til at fungere så godt jeg kan.

Jeg gider slet ikke være så voksen, jeg er okay med at gå i spraglede kjoler og have løst hår. Det er faktisk det jeg egentlig vil. At være lidt fri for de forpligtigelser jeg ikke selv har foretaget. At få en pause fra at se på min mor blive sygere, min lillebror blive mere indelukket og værst af det hele.. en pause fra at se min lillesøster udvikle sig til at blive.. mig. Og bare føle mig helt magtesløs.

Også prøver jeg at skabe nogle ordentlige rammer for dem, prøver at lave ordentlig mad til dem, med masser af grønt, men jeg har ikke selv overskuddet til at spise noget af det, så når jeg bagefter forsøger at gøre hele huset rent kollapser jeg, fordi jeg intet energi har tilbage i min krop.
Og jeg kan ikke redde de her mennesker, eller det her hjem. Ikke når jeg selv har det sådan her. Så giv mig et sted at bo, et sted hvor jeg kan få en pause og prøve at bygge mig selv lidt op - før alt det andet ødelægger mig helt.
Jeg vil flytte hjemmefra, for at kunne være et barn. Er det ikke lidt paradoksalt?

Jeg vil have en pause. Men mest fra mig selv. Og de drømme, jeg i virkeligheden slet ikke drømmer.

Forresten går mine eksamener strålende, og det ser ud som om, at jeg kan komme ind på studiet uden problemer.

Når hun råber

Jeg er lige kommet hjem og klokken er lidt over 3. Her er stille, i det her store, hvide hus. Jeg bor i forstaden til København, forstaden til sindssygen. Min bedste veninde hørte stemmer igår. Det er en underlig følelse.
Jeg har været langt, dybt, helt nede og røre bunden. Også er jeg faldet længere ned. Hun har altid været der - parat til at råbe på en voksen, hvis jeg skulle forsøge at drukne mig. Og nu er det hende. Min stærke, smukke, ansvarsfulde veninde, der har brug for at verden behandler hende pænere.
Og jeg siger til verden, faktisk hver eneste dag, at den skal tage sig sammen, og at hun er en dejlig pige - hjælp hende. Jeg ved, at jeg inspirerer hende, så jeg prøvede at fortælle lidt.

Vi snakkede sammen uafbrudt i 6 timer, imens vi gik rundt på grænsen mellem forstaden og hovedstaden.
Jeg ved godt, at jeg ikke kan studere det jeg vil. Jeg er ikke stolt af de karakterer jeg får. Jeg finder ikke min glæde i at klare mig godt i skolen. Jeg bliver nødt til at indse, at det er nogle andre kampe, der er vigtige for mig. Jeg har ikke rene 12-taller på mit eksamensbevis, men jeg skær ikke i mig selv. Min kæreste er gået fra mig, og jeg har ikke skåret. Og det er mit 12-tal.
Når man har kampe, som er svære at vinde og ikke giver sig til udtryk på karakterbogen bliver man nødt til at være stolt, når man vinder. På trods. Det er vigtigere at gå i sin behandling, forblive mentalt rask og ikke lade angsten overvinde én, end at man klarer sig godt til en årsprøve.

Men jeg bliver bange. For når hun råber, råber hun fordi ulven virkelig er der. Ellers gjorde hun det ikke. Og der er en gnist i hendes øje, der ikke længere er. Og en glæde bag hendes grin, der er forsvundet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Andet end at sige, at jeg rejste mig. Jeg kæmper for at stå, men jeg rejste mig. Og jeg elsker hende, og ved hvor meget glæde verden kunne få af hende.
Hvis bare den verden gad at opføre sig pænere, når hun nu råber

Også forresten. Tallet på vægten svinger lidt imellem 80-81 kg. Og jeg prøver ikke at være hysterisk omkring tallet. Shortsene jeg her har på købte jeg sidste sommer, og for 5 mdr siden kunne jeg passe dem. Det er fandme vildt.

.

Vrede, bitterhed. Sorg. Savn.

En konstant veksling imellem de 4 følelser er mit liv lige nu. Og jeg lever, stadig.
Jeg skal til Kreta om en måned, så jeg har ikke skåret i mig selv. Jeg skal være alene 12 dage efter, og der ved jeg, at der bliver alt svært. Mine tætte veninder og familie er bortrejst, det er bare mig og 200 kvms hus.
Men ingen selvskade, endnu.

Jeg tabte mig 2,4 kg. på et par dageog har efter der taget 400 gr. på. Jeg stoppede med at spise. Efter sloganet: Jeg har ikke brug for mænd, jeg har ikke brug for kærlighed, jeg har ikke brug for mad, jeg har ikke brug for søvn, jeg har kun brug for kaffe. Og kaffe er stadig min primære kilde til energi. Men jeg prøver, for jeg ved godt, hvor usundt det er at lade være med at spise helt. Så et måltid om dagen er indtil videre mit mål, selvom jeg prøver at sætte mit indtag lidt op. For det tærer på mit humør, min energi, på hele mit liv - altså ikke at spise. Og det må det ikke, det må ikke få kontrollen over mig.

Jeg har haft min telefon og computer slukket i et par dage. I frygten for, at han ikke har skrevet, men også i frygten for, at han havde. Idag tog jeg springet ud i virkeligheden igen, og ikke et ord har jeg hørt. Ikke siden beskeden, hvor han slog op og den efterfølgende besked, hvor han sagde, at jeg skulle hente mine ting.
Det er underligt, at nogen man brugte så meget tid på og planlagde en fremtid med - og på trods af skænderier, følte sig så tryg ved.. At det bare forsvinder. Fra det ene sekund til det andet. Uden at jeg rigtig nåede at forstå, hvorfor kærligheden bare ikke var nok mere.
Så jeg har kun mine egne gæt på, hvorfor jeg ikke er god nok. Og jeg har mange af dem, og det er farligt. Men jeg prøver at bruge alle de værktøjer jeg har til at overleve. Jeg ved, at jeg ikke kan præstere mit bedste hver dag; jeg kan kun prøve, og det er godt nok, ikke?

..

Status: Jeg har ikke skåret i mig selv. Jeg har presset mig selv til at indtage 500 kcal.

Jeg har det ad helvedes til. Fuck, fuck, fuck.