Jeg tror på livet - en historie om min vægt

Jeg var 9 år gammel, da jeg startede min første slankekur. Sundhedsplejrsken havde fortalt mig, at jeg var overvægtig. Den næste dag stoppede jeg med at spise morgenmad og frokost. Mit første måltid var altid mellem 15 og 16 i min fritidsklub.
Jeg meldte mig selv til et badmintonhold, som jeg hadede, men fortsatte på i 5 år. For at tabe mig.

Min far serverede altid busslik, når vi blev hentet hver anden fredag. Vi fik pizza eller lasagne til aftensmad og derefter slik til disneysjov og familiefilmen.
Det var her mine første forsøg på at kaste op startede.

Da jeg var 12 havde jeg en normal vægt. Men jeg var ikke tilfreds.
Jeg begyndte at have to frugt-dage pr. uge. To dage om ugen, hvor jeg ikke måtte spise andet, end frugt.

Som 14-årig skiftede jeg badminton ud med volleyball. Pigerne på mit hold mobbede mig først med, at jeg ikke havde de rigtige shorts. Da jeg købte de rigtige shorts (balde-korte, stramtsiddende tights) grinte de af mine lår. Til et Danmarksmesterskab, der varede fra fredag til søndag, snakkede ingen med mig. Vores træner tiggede dem om at lukke mig ind. Men deres fællesskab byggede på at holde mig ude. Baseret på "overvægt".
De dage jeg trænede spiste jeg ikke noget før jeg kom hjem fra træning kl. 21.

I mit 15. år fik nok af mobningen i folkeskolen. På en hyttetur, hvor en dreng kastede en roulade i hovedet på mig blev jeg vred. Jeg brugte lang tid på at råbe og græde - og fortælle ham om min familie, som han ikke anede noget om. Blev derefter tvunget til at snakke med en psykolog, som var med på turen.

I mit 15. år begyndte min nye slankekur. Der stod på sult.

I mit 15. år blev jeg voldtaget. Og min dage med ingen mad blev hverdag. Når det blev tid til aftensmad derhjemme skulle jeg gå en tur. Jeg begyndte at ryge for at fordrive sult.

I mit 16. år fortsatte det. Indtil overspisningen tog fat efter prostitutionen. Jeg tog på de næste to et halvt år.

Et par måneder før jeg fyldte 19 begyndte jeg igen at sulte mig selv og før jeg blev 20 havde jeg tabt mig 35-40 kg.

Som 19-årig begyndte mit overforbrug af afførringsmiddel.

Som 20 årig begyndte jeg for alvor at kaste op efter overspisninger.

Som 20 årig skal jeg starte i behandling for min spiseforstyrrelse. Jeg må ikke være på slankekur.

Egoisme

Ok. Lad mig starte med at sige, at det her er en side af mig selv, som jeg HADER.

Min bedste veninde igennem 14-15 år har været ude og rejse. Egentlig havde vi planlagt ferie sammen, men pengene var for små, så vi rykkede det en måneds tid.

Jeg plejer altid at bruge meget tid sammen med hende, så jeg har savnet hende forfærdeligt. Specielt fordi hun, før hun rejste, fik en kæreste, som hun naturligvis gerne ville bruge en masse tid sammen med.

Hun kommer hjem i nat, og jeg har glædet mig som et lille barn.

Men men men... Gæt hvem, der lige har ringet til mig? Kæresten. Sød dreng, næsten god nok til hende.

Han ville høre, om jeg ikke ville hjælpe med at sætte en lille overraskelse op for hende. Så jeg skal lave en aftale med hende om at drikke kaffe. Og i stedet for skal han så dukke op.
Har selvfølgelig sagt ja, og har tænkt mig at hjælpe - hun kommer til at blive SÅ lykkelig.

Men nøj... Jeg savner hende, og har brug for at se hende. Og der sidder et lille grønt monster i mig, der er sur over, at han har "taget min plads". Fik jeg sagt, at jeg hader den side af mig selv?

Ville skrive datoen, men aner ikke hvilken dag det er

Klokken er 15:05.
Jeg har modtaget 3 sms'er og 2 opkald, men har slet ikke kigget på min telefon.
 Solen skinner.
Jeg er så træt.
Har endnu engang glemt mine antidepressive.
Er tørstig og har kvalme.
Hvis jeg havde nogle imoclone ville jeg tage dem og sove i et døgn.
Jeg lover - jeg står op

Vi lades bare som om, at det ikke skete. Okay??

Min søster trækker vejret tungt. Hun ser fredelig ud. Og jeg elsker hende, men hun er alt andet end fredelig. Hendes træk og mine fejl er en farlig kombination. Der ender med, at vi begge flygter ind i en verden af ligegyldighed og promiskuitet. Men herre gud - vi har det sjovt imens. 

Min aften: 

1) Cyklede m. selvmordstanker, hjertebanken og rystende hænder

2) Mødes m. søster til kaffe inden familiemiddag

3) Familiemiddag 

4) Min moster, søster og jeg sidder tilbage. Min moster begynder at spørge ind til svingende vægt. Hudløst fortæller jeg. Vi snakker om det at være syg (hun er ved at komme sig oven på kræft-forløb). Ender med at handle om søster. Intet nyt under solen. 

5) På vej hjem til mig beslutter vi os for at drikke vin. I liter, helst. 

Min nat: 

1) Vi er fulde. Jeg beslutter mig for at være britisk for en aften. 

2) I bussen bliver jeg stoppet af en. Som giver komplimenter. I liter. Han følger efter os, kysser mig og min søster skubber ham væk. Han ved intet om mig. Andet end at jeg er britte. 

3) På vej til næste bar stopper jeg to fyre. Får den ene til at gå i mine hæle. Efter meget lidt tid kysser han mig. Jeg er fuld. Han aner intet om mig. Andet end, at jeg er britte. 

4) Flygter videre. Jeg skal kaste op. Min søster stopper mad og vand i mig, og jeg får det okay igen. 

5) Flirtede m. alle på madstedet. Spurgte om de underligste ting. "Hvis du var en fisk, hvilken fisk ville du være?" "Hvis du var en dame, hvad ville du så hedde?"

6) Madmanden kommer over til mig. Siger han skal lugte til min ånde for at se, hvor fuld jeg er. Også kysser han mig. Flygter umiddelbart efter. 

7) Ny fyr. Siger han har en artoprofil. Er forelsket med det samme. Kyssede lidt. Og var hudløst ærlig omkring, at han var min 4. den aften. Snakker i en times tid, kan ikke huske om hvad. Klokken er 6, og jeg skal hjem. 

8) Madmanden følger efter os. Min søster smider ham væk. 

9) Hjem og sove. 

Så. Jeg kom ud af min lejlighed. Og alt gik fint. 

Eller også skulle jeg aldrig have forladt min seng. 

Lige nu føles alt virkelig svært - jeg har brug for at sætte punktummer, men alt jeg har er kommaer og tankestreger - der er ingen slutning

Kun den jeg selv kan fremprovokere - jeg skal ud af den her lejlighed

De sidste 3 måneder har jeg taget 13 kg på
Jeg har to valgmuligheder
1) Væk med opkastning, overspisning og tilbage til sult
2) at dø

Jeg skal ud af den her lejlighed

Mange lange samtaler, der slet ikke fører nogen steder

Familiemedlem: "Nu ligger du der igen. Og spilder dit liv, der kunne være fantastisk. Hvis bare jeg havde vidst alt det jeg ved nu, da jeg var ung, kunne jeg have undgået at spilde meget tid. Jeg ved, at man skal være forsigtig, når man snakker med folk med kærestesorger. Man kommer let til at lyde ufølsom. Men... I forhold lægger man ofte de værdier man har brug for at se over på den anden person. Og når man bliver forladt er det dermed de værdier man selv mangler, man i virkeligheden sørger over. Ikke personen. Og når man bliver så ked af det, som du gør, har det ofte intet med forholdet at gøre. Så har du bare brug for en undskyldning."

Min puls stiger og øjnene er fyldt helt op.

Familiemedlem: "Forstår du, hvad jeg siger?"

Mig: "Ja"

Familiemedlem: "Det er sådan set ligemeget, hvilken løgn du fortæller mig. Men du kan ikke blive ved med at lyve overfor dig selv"

Stilhed

Mig: "Men.. Jeg tænker bare.. Når jeg bliver så ked af det, over det her.. Det, du kalder en løgn. Er det så ikke det klogeste at søge hjælp, så jeg kan finde sandheden og bearbejde den?"

Familiemedlem: "Det er vigtigt, at du holder fast i dit liv!"

Psykologen

Mig: "Siden jeg fandt ud af, at de er sammen har jeg været.. så træt. Der er så mange dage, hvor jeg ikke kan stå ud af min seng og det gør fysisk ondt..... Jeg spiser..... Spiser i kæmpe mængder, og formår aldrig at kaste det hele op. Fordi jeg er sådan en, der giver op......... Jeg er så træt. Men egentlig mest af mig selv. Jeg kan ikke finde ud af noget, og jeg kan ikke mere"

Psykolog: "Hvordan havde du det før han kom ind i dit liv?"

Mig: "Jeg havde det ikke så godt"

Psykolog: "Du havde en svær depression"

Mig: "Ja..."

Psykolog: "Er det en god idé at starte et forhold under en depression?"

Mig: "......"

Psykolog: "Du skal ikke holde dig tilbage. Du skal sige lige, hvad du tænker"

Mig: "Jeg ved godt, at svaret er nej. Men det var ikke noget jeg havde planlagt. Jeg ønskede ikke, at det skulle ske."

Psykolog: "Var du helt passiv?"

Mig: "I starten, ja. Men så legede jeg med, fordi han gjorde mig glad. Og jeg havde så desperat brug for at være glad. Kan du ikke se det? Jeg var ved at drukne, og han hev mig op."

Psykolog: "Og nu er du ved at drukne igen."

Mig: "Ja"

Psykolog: "Var det så en god idé?"

Mig: "Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor vi snakker om det her. Det var en fejl. Jeg synes, at jeg hader mig selv nok i forvejen"

Psykolog: "Hvorfor kigger man tilbage på fortiden?"

Mig: "For at ændre fremtiden"

Psykolog: "Det første, du sagde var utrolig unuanceret - på grænsen til barnligt. Du bliver nødt til bearbejde det. Der er intet i et forhold, der kun er den enes skyld - det er et samspil. Du kan lige nå at hoppe op på vægten, inden vi slutter."



Vi har snakket sammen i snart et halvt år. 1 gang er jeg gået derfra med en rar følelse af at have fået løsnet en knude i maven. Ofte er min knude i maven større. Er det meningen? Jeg er træt af hende. Hurra for at skulle videre i systemet!