Et minde pt. 2

Så det var Kasper jeg kom fra. Fin fyr. I starten af 30'erne. Musiker. Spiste tit jordbærkage og sushi. Røg mange cigaretter.
Det startede altid om aftenen. Vi satte os ved computerne og så var der gang i chatten. Vi skrev tusinder af beskeder til hinanden. Først var det mest bare sjov. Men jo tættere vi kom ind på hinanden jo mere fortalte jeg. Det kolliderede, da jeg skulle til afhøring vedr. prostitutionssagen. Jeg fortalte ham om det. Mest fordi jeg ikke havde nogen at snakke med. Jeg var meget alene. Mest fordi jeg valgte det selv, at bære mit kors og takkede pænt nej til al hjælp. For fordomme, for misforståelser, frygten for ikke at blive forstået, var det, der styrede mig. Ihvertfald lige dér. Og jeg vidste, hvor jeg havde ham.

Han havde noget, han ville fortælle mig. Og det ville jeg slet ikke vide. Han hed slet ikke Kasper; jeg vidste intet om ham. Og det er jo det man risikerer, når man er åben online. At blive svigtet og løjet overfor.
Jeg mødtes mad ham i januar 2010. Vi købte en kop kaffe på Riccos på Istedgade og gik rundt på Vesterbro. Det var koldt. Og det var svært at snakke med ham, fordi jeg holdte rigtig meget af ham.
Efter det forsvandt han. Han sagde han fandt sammen med sin eks, som åbenbart var sindssyg jaloux, og ikke tillod at jeg var en ven.

Så hvor ville jeg hen med det her? At et menneske jeg følte var en kæmpe del af mit liv, løj og forsvandt. Af ukendte årsager? At man skal passe på sig selv?
Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at nogle gange tænker jeg på ham. Tænker på, om han tænker på mig. Og hvorfor han forsvandt. Og nogle gange savner jeg ham.