Jeg vågnede i morges og vidste, at jeg ikke havde det godt. At min psyke i dag bare var gået nedenom og hjem. Da min kæreste så jeg var våge aede han mig på kinden, og spurgte om jeg var okay, han fortalte, at jeg havde haft mareridt i nat. Har åbenbart højt skreget "JEG VIL IKKE, JEG VIL IKKE" igen og igen.
Det er underligt, at man kan mærke, at man har oplevet noget i sin søvn, men ikke kan huske det. Alligevel påvirker det en. Måske har jeg mareridt oftere, end jeg tror?
Jeg kan godt huske dem nogle gange, mareridtene altså. De handler om hans øjne, og om smerten, da han voldtager mig. Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan de ser ud, andet end, at de var blå. Og måske sad de sådan lidt tæt på hinanden? Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan han ser ud. Eller hans efternavn. Eller hans børns navne. Men jeg kan huske, hvordan han bagefter sagde, at jeg ikke måtte fortælle det til nogen, og alle ville sige, at jeg gerne ville, og at han ville knalde min søster.
Kriser. Jeg har om det i psykologi, selvom jeg har haft det før. Jeg bliver altid lidt trist. Ved akut traumatiske kriser er der 4 punkter man skal igennem, der ikke må tage mere, end et bestemt stykke tid. Jeg kan ikke holde mig indenfor de grænser. For en måneds tid siden var det vist 3 år siden, eller var det 4? Jeg kan simpelthen ikke huske det. Og jeg er kun nået til at erkende, jeg har ikke accepteret endnu. Jeg er i bearbejdningsfasen, og jeg burde være i nyorientering. Men jeg kan heller ikke skille kriserne ad. For efter michael begyndte jeg min selvdestruktive promiskuitet, der endte ud i prostitutionen, der ramlede sammen med min søsters indlæggelser, selvmordsforsøg og anbringelsen af min nevø og det meget psykisk usunde forhold til min eks, der både byggede mig op, men også rev mig fuldstændig ned igen, imens min mor kun er blevet sygere og sygere, og jeg har søskende, der ikke får den omsorg og opmærksomhed, som de fortjener.
Den der dømmer mig hårdest, er mig selv. Og jeg har aldrig været stolt af noget. Selvom jeg har fået at vide, at det burde jeg. Jeg burde være stolt over at være kommet igennem gymnasiet, imens alt det her har stået på. Jeg burde være stolt over ikke at være blevet tosset oven i hovedet.
Problemet er, at jeg føler mig tosset. For jeg ved rationelt godt, at det her ikke var min skyld. Men jeg kunne have ladet være med at møde en 20 år ældre mand på nettet. Der var masser af tegn. Så snart han kyssede mig, og jeg ikke havde lyst skulle jeg have sagt stop. Jeg blev bare smigret, ikke? Og det er mit liv, jeg har ansvaret for, om jeg er glad. Og det er jeg ikke, det er jeg virkelig ikke.
Jeg kunne have gjort det hele bedre. Jeg skulle have gjort det hele bedre. Det er ikke godt nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar