Kampen

Det er nu 20,1 kg siden det var februar. Vægten viste i morges 82,9. Jeg kan ikke passe nogle af mine bukser, og folk er begyndt at kunne se det. Og kommentere det, sådan rigtigt. Jeg vil gerne tabe mig 10 kg mere, så jeg har et BMI på omkring de 22. Men det er en underlig kamp, ikke? Jeg gør mit bedste for at indtage de imellem 1000-1500 kcal dagligt, også motionere 1 times tid om dagen.

Mange har kigget beundrende på mig, spurgt mig om det ikke har været hårdt. Spurgt mig, hvad jeg har gjort. Jeg svarer meget enkelt, at det handler om et eneste princip: at indtage mindre, end man forbrænder. Hvad jeg ikke siger, er at det her ikke har været et valg, ikke noget sundt valg. Det har været selvdestruktiv. Jeg har skulle vælge imellem at være konstant udbrændt og depressiv, eller kæmpe mod en enorm trang til at skære i mig selv, eller starte skænderier med min kæreste bare for at få lov til at græde, for at såre mig selv.
Det har ikke været et fair valg. Og det har intet med ansvarsforflygtigelse at gøre.

Jeg har snakket med min kæreste om det. Han siger, at han slår op med mig, hvis jeg begynder på at skære i mig selv igen. Det vil han ikke kunne cope med. Har snakket med ham om sulten, og han siger at han vil sørge for at få mig til at spise. Paradoksalt nok synes jeg ikke, at hans beroligende ord er beroligende.
Ligesom at det her handler om selvskade, der handler om kontrol. Men at behovet for kontrol overtager en, så man faktisk mister kontrollen over sig selv.

Det lyder tamt, men at muligheden for fysisk selvskade er så begrænset giver lysten til andre former for skade på mig selv næring.

Det er kampen mod en smerte, jeg ikke kan leve uden. Og smerte, som jeg ikke kan leve med.